S P L A T
Vil du reagere på denne meddelelse? Tilmeld dig forummet med et par klik eller log ind for at fortsætte.
S P L A T

S P L A T forum


Du er ikke logget ind. Log ind eller registrer dig her.

Recaps

3 deltagere

Go down  Besked [Side 1 af 1]

1Recaps Empty Recaps Man 10 Mar 2014 - 20:04

Rune

Rune
Founder

Rettelser, tilføjelser eller kommentarer kan skrives herinde: http://splatcup.goalsoccer.net/t747-recap-diskussion#8644
Første spil-gang lørdag d. 8/3 2014  (sidst opdateret d. 21/3 kl. 19:30)

GMHelge
BrannRune
GwennlannJanus
LourJohn
YngvarRasmus


Den frostklare nat fyldtes med lyden af knirkende læder, årer der forsigtigt sænkedes i det iskolde vand og en enlig ulv i de fjerne skove. En lanterne i fronten af den lille robåd kastede sit skær på det natmørke vand. Med rolige bevægelser skubbede Lour til roret så den skrøbelige båd undgik de største isflager. En sagte banden mumlet fra skægget af Yngvar hver gang en mindre isflage strejfede båden, fremkaldte et skævt smil hos kæmpen Gwenn, der sad med årerne i sine store næver. Der var ikke brug for Gwenns styrke til at drive båden fremad, da strømmen i floden var dem gunstigt stemt. Kun en sjælden gang imellem sænkede Gwenn en åre, og da kun for at bremse bådens fart. Forrest i båden stod Brann med hånden på rælingen og blikket rettet mod noget han ikke kunne se.
Langsomt dukkede spredte lys op i det fjerne, Halla Morn, Kongens by og nattens mål. En hånd rørte blidt ved Branns skulder. "Husk nu hvad vi talte om. Sværdet er vores eneste mål i nat". Yngvars stemme var dyb og på samme tid trøstende og streng. Han vidste hvad Brann tænkte på, og det måtte ikke sætte planen på spil. Fraværende rystede Brann på hovedet. Sværdet var nattens mål, men intet skulle stoppe retfærdigheden hvis guderne gav ham sin broder, Conn.

Langsomt drev båden forbi den yderste bymur og små stenhuse med tørvetage dukkede frem i natten. Selv ikke frosten kunne fjerne lugten af brænderøg, affald og dyr, men den var ikke nær så slem som når sommervarmen lå over byen. En spændt stilhed fyldte natten.
Et drej på roret og et nik fra Lour gav Gwenn besked om at tage over. Et svagt "plomp!" brød stilheden da den første åre ramte vandet og alle 4 stivnede i forventningen om et alarmråb fra en årvågen vagt. Kun et svagt grynt fra den nærliggende grisesti svarede dem. En vrissen fra Yngvar gjorde Gwenn opmærksom på at båden var ved at drive væk fra kajen og han satte årerne i vandet og trak dem sikkert ind mod land.
Båden gyngede let da Brann satte af, men det stoppede hurtigt da rebet, der var bundet fast i båden, strammedes til. Brann lod sit blik glide hurtigt over kajen og noterede og affejede de få fiskerbåde der lå til. Det så ikke ud til at der var nogen der trodsede frosten og overnattede i deres båd, og hvis de gjorde, så havde de ikke hørt dem. "Klar!" hviskede han til de andre og satte afsted forbi grisestien uden at vente. 2 gange mere gyngede båden før Lour halede rebet ind, tog fat om årerne og forsigtigt styrede båden væk fra kajen. Et enlig lys i troldmandstårnet i midten af floden, mindede de 4 om at deres togt hang i en tynd tråd.

Et halvt minut efter at have forladt kajen stod Brann foran muren ind til kongsborgen. Langsomt lod han sin hånd glide hen over de kolossale sten. Hentet af kæmper, bygget af dværge, gik legenderne. Én ting var sikkert, mennesker havde ikke slæbt disse sten og bygget disse mure. En lyd af knitrende sne advarede Brann om at Gwenn og Yngvar havde indhentet ham. Han vendte sig med et stort smil og blev besvaret med en hovedrysten fra Yngvar "Vi har ikke råd til dine narrestreger i nat! Lad mig føre an, til vi skal ud igen. Som vi aftalte, unge Brann". Yngvar var tydeligt rasende og det mindede Brann om hans narrestreger med sin gamle lærermester. Et blik fra Gwenn fik ham dog på bedre tanker. Det er ikke kun mit eget liv der er på spil i aften.

Yngvar trådte op til muren, lukkede sine øjne og åndede dybt ud. En sky af damp forlod hans skæg og forsvandt lydløst op i nattehimlen. I en pludselig bevægelse strøg begge hans arme ud til siden og samledes hurtigt igen, fulgt af flere komplekse bevægelser med arme, hænder og fingre. Små dampskyer afslørede at troldmanden udtalte ord der ikke kunne høres. I en afsluttende bevægelse kastede Yngvar begge sine hænder mod jorden og småsten og blade raslede bort i en cirkel rundt om ham. Langsomt hævede Yngvars fødder sig fra jorden, til han stod på tæer og pludselig slap han jorden og svævede langsomt mod toppen af muren. Gwenn og Brann stod måbende og betragtede deres ven forsvinde op i natten før de begge kiggede på hinanden og smilende rystede på hovedet.
Et kort øjeblik senere sejlede et reb ud af natten som Brann greb før det ramte jorden. Et par kraftige ryk i rebet forsikrede ham at det var sikkert forankret og han satte hurtigt afsted op af muren. Brann havde klatret på murene i hele sin barndom og havde egentlig ikke brug for rebet, men Yngvar havde insisteret. Intet måtte overlades til tilfældighederne. Få sekunder og 4 meter senere toppede han brystværnet, hvor Yngvar ventede. Et hurtigt smil og et klap på Branns arm, afslørede Yngvars nervøsitet, før han vendte sig mod borgen lidt længere fremme. To spyd blev rakt op til Brann, der hurtigt greb dem. Rebet knagede klagende da Gwenn satte fra ved foden af muren, men trods den store krigers vægt, trak han sig hurtigt op af muren. Efter at have pakket rebet sammen satte de 3 afsted mod borgen, Yngvar først, derefter Brann og med Gwenn som bagtrop.

Med korte og præcise bevægelser sikrede Yngvar, med spyddet forrest, at svalegangen var fri i begge retninger. Gwenn rullede med skuldrene for at løsne sine muskler. Hans blå stammetatoveringer stod tydeligt frem i det blafrende skær fra en enlig fakkel. Med lette skridt nærmede de sig døren ind til portrummet.
Yngvar knælede, lagde øret mod døren og lagde en finger mod læberne. Efter få øjeblikke nikkede han let til sig selv, rejste sig og lagde hænderne fladt mod døren. Hans læber bevægede sig, han slap døren og sænkede langsomt hænderne. Et lettet suk undslap troldmanden før han skubbede forsigtigt til døren.
De 3 trådte ind i et tomt, mørkt rum hvor portvagten opholdt sig hvis vejret eller selskabet fordrede det. På deres venstre side gav en stige adgang til taget, hvor 2 vagter højst sandsynligt opholdt sig. Lemmen var lukket. På deres højre side førte en lukket lem ned til etagen under og Yngvar sad allerede ved denne og lyttede. Igen gik der kun få øjeblikke før han nikkede, åbnede lemmen og kravlede ned af stien. De to andre fulgte ham hurtigt ned i et oplyst rum. En grov latter mødte dem fra en halvåben dør og alle tre greb hårdt om dere spyd, før de opdagede at det ikke var dem latteren var tiltænkt. En drengestemme lød undskyldende, døren åbnede sig let og en ung dreng vaklede ud med et tomt drikkebæger i favnen. Drengen opdagede intet før Yngvar havde fat i ham med en finger på læben. Brann og Gwenn genkendte ikke drengen, men hans øjne lyste op af genkendelse ved at se de to, og han skulle lige til at sige noget før Yngvar ruskede ham "Stille, dreng, du har ikke set os." Hviskede han. Drengen nikkede ivrigt og Yngvar slap hans arm for at se ham vakle ned at trapperne mod køkkenet.
Rummet indeholdt 4 døre, 1 trappe og stien de lige var kravlet ned af. 1 dør ledte ind til ridderne, hvor man kunne høre latter og grove stemmer. 2 døre ledte til svalegangen og 1 dør ledte til statsrummet. Det var denne dør de tog. Mere ivrig og mindre forsigtig lyttede Yngvar nu kun kort tid til døren før han åbnede den. Rummet var tomt og dets eneste kendetegn var trappen op til de royale gemakker, som de tre straks løb ad. Før de nåede toppen af trappen blev de ramt af den tykke og støvede lugt af brændt bynke,  der dækkede over den klamme dunst af afføring bag bynkens overvældene lugt. Rummet de trådte op i var tomt, kun oplyst af et brændende røgelseskar i det tilstødende værelse. I hjørnet af dette værelse, prinsens værelse, kunne de se en lille skikkelse indhyllet i skind, og ved siden af denne, den åbne dør ind til kongens soveværelse, hvor en mystisk mumlen kunne høres fra. Brann holdt venstre arm op for næse og mund i et forsøg på at mindske dunsten af lort og bynke. Gwenn tjekkede trappen og sikrede at de ikke blev forstyrret og Yngvar skred tværs gennem rummet mod kongens dør. Han nåede døren i samme øjeblik som Waihn Aldesfarne, Kongens ærkemager, vendte sig om fra hans plads ved Kongens seng. De to rivaler stirrede på hinanden i et splitsekund før Yngvar hamrede sit spyd i gulvet og udbrød et enkelt ord. Hans kappe blafrede og Waihne, der var midt i en bevægelse, kollapsede på gulvet som en marionet der får klippet sine strenge.

Et øjeblik var der helt stille før der hørtes en klynken fra skindbunken. Brann fór derhen, rev en håndfuld skind til side med venstre hånd, mens han pegede med sit spyd mod personen under. Et ynkeligt syn mødte hans blik. Et gennembanket kvindebarn forsøgte at skjule sin forslåede, nøgne krop med tynde knokkelarme. Et øjeblik stod Brann som lamslået. Han vidste at hans broder så de svage som ting at udnytte, men dette var værre end noget han havde set før. Han sank en klump og knugede hårdere om spydet. "Hvor er Conn?" knurrede han gennem hvide læber. Pigen løftede sit blik ved lyden af Branns stemme. "Nedenunder, herre. Han gik nedenunder" bævede hun og slog straks blikket ned af frygt for at hendes svar vagte ubehag. Brann kiggede over sin skulder mod Gwenn ved trappen. Heldigvis havde han ikke set pigen. Conn var Branns, og den ret skulle Gwenn ikke tage fra ham i et raserianfald. "Han er kold. Dødskold." Yngvar rystede på hovedet mens han fjernede sin hånd fra kongens pande. "Han ånder, men dette liv er ikke naturligt, der er andet på spil her." Troldmanden fiskede et sneglehus frem fra en skjult lomme og begyndte at mumle ord over kongens legeme. En knirken bag Brann fortalte ham om hans fejl. Gwenns skygge blokerede lyset, men genskæret i murens sten var nok til at pigens tilstand var tydelig for den store kriger. "Brann..." tænder skar mod hinanden "..hvem..?" Brann rejste sig hurtigt og vendte sig mod sin ven. "Hun tør ikke sige det, men vi finder måske svaret nedenunder." Brann lagde beroligende sin hånd på Gwenns skulder. "Lad os vente på Yngvar, han er færdig om lidt". Urolig for sin ven og hvad han nu kunne finde på, stred Brann ind i sin faders kammer efter Kongens sværd, målet for nattens mission. Hvor sværdet plejede at hænge var nu et tomt gevir. Sværdet var borte. "Ved Dorchas kugler!" udbrød Brann vredt og vendte sig mod døren igen. Han forsøgte at undgå at se på sin faders lig, men kort strejfede hans blik faderen og der løb en kuldegysning gennem hans krop og han måtte vaklende støtte sig til væggen. "Er det Waihn der står bag?" Brann stirrede på Yngvar, der fortsatte sin mumlen og fagter over Kongen. Brann løftede spyddet og gjorde klar til at støde det i ærkemagerens bevidstløse krop, "Jeg ved det ikke, Brann. Forstyr mig ikke mere". Yngvars stemme lød træt og bedende og Brann ombestemte sig og gik ud til Gwenn. "Hun er gennembanket, Brann." Gwenns stemme var næsten ikke til at høre, men Brann trådte ikke tættere på. Han genkendte vreden i Gwenns øjne og vidste at  tiden var ved at rende ud. "Lad os vente lidt endnu..." Brann indså at han talte for døve ører. Gwenns blik var fraværende og hans kæbemuskler spændtes arrigt. "Jeg venter ikke!" Gwenns øjne lynede da han i et ryk satte afsted mod trappen. Brann så kort på Yngvar og satte så i løb efter Gwenn.

På vej ned af trappen løsnede Gwenn sit sværd fra skeden og sikrede at det nemt kunne trækkes når han fik brug for det. Højre hånd knugede hårdt om spydet og han ramte gulvet i løb mod døren til riddernes værelse, skarpt forfulgt af Brann. Den halvåbne dør kastede både lys og lyd ud på de to fremstormende krigere, og skjulte ikke deres trampen i guvlet. Gwenn sparkede døren op og afslørede 4 riddere kun iført polstrede kofter rejse sig fra et rundt bord i midten af rummet. Skamlerne de sad på blev kastet tilbage og terningebægeret på bordet væltede og strøede terninger ud over bordet. Et øjeblik stod tiden stille og det eneste der virkede til at bevæge sig var riddernes øjne der blev større og større af genkendelse og skræk. De 4 riddere havde været hos Kongen gennem flere år og en af dem var endda vokset med de to indtrængende. Gwenns højre arm bevægede sig bagud i en glidende bevægelse, før den skød fremad og slap spyddet. Om det var uheld eller fordi Gwenn havde genkendt sine tidligere kammerater, var ikke til at sige, men spyddet borede sig ind i dørkarmen. Et andet spyd fór forbi Gwenns hoved, tværs over bordet og gennemborede én af ridderne, der slap sit halvtrukne sværd og kollapsede på gulvet. En metallisk hvislen lød i rummet da 5 sværd blev trukket af deres skeder. Gwenn udbrød et vanvittigt krigshyl og stormede ind i rummet hvor de 3 riddere trak sig frygtsomt tilbage. De kendte alle til Gwenn og vidste at uden rustning og forstærkninger havde de ingen chance for at besejre de 2. Gwenn forcerede en væltet skammel og tvang to riddere til at trække sig væk for at redde deres liv. Brann trådte ind i døråbningen og blokerede udgangen. Hans ansigt forvred sig i et vanvittigt smil og kamplysten lyste ud af hans øje. Langsomt nærmede han sig ridderen tættest på døren. Imens gjorde Gwenn kort process af sin modstander. En hurtig finte mod ridderens fod, som ridderen kun med besvær parerede, blottede ham for et tværslag, der åbnede den polstrede kofte fra venstre skulder til højre hofte. Blodet stod ud i en fontæne og gennemblødte Gwenns sværdarm. Ridderen væltede tilbage for at redde sit liv, men han nåede knap et halv skridt før sværdet lynede igen, denne gang fra højre skulder til venstre hofte. Kroppen ramte jorden med en våd lyd og rummet fyldtes med en ram stank da ridderens tarme tømtes ud på det blodvåde gulv. Brann kastede et blik på Gwenn og rettede sig lidt op fra sin kampstilling. "Giv op, læg jeres våben. I kæmper på den forkerte side, men det er ikke for sent." Han så med forventning på de to riddere. Én af dem havde kantet sig tættere på døren og satte afsted i et desperat forsøg på at nå ud. En knurren forlod Branns læber. Han huggede efter ridderens side, men slaget parrerede ridderen nemt, og forsvandt ud af døren. Råben og våbenklirren kunne høres fra en lavere etage. Nu var vejen til Yngvar afskåret. Den sidste ridder så forhåbningsfuldt efter sin ven og efter at have delt et blik med Gwenn trådte Brann til side, så døren blev fri. Ingen grund til at dræbe nu. Ridderen forlod rummet og Gwenn løb hen til døren og smækkede den i. "Krigsrummet" sagde han og nikkede mod rummets anden udgang. Brann løb ind i krigsrummet og lod sit blik fare over det store bord, dækket af træfigurer og skind med tegninger. For enden af bordet stod Kongens trone og over armlænet hang Kongens sværd. 3 hurtige skridt bragte Brann hen til bordenden, hvor han hamrede sit sværd, spidsen først, i bordfladen. Det tegn ville Conn forstå. I et snuptag greb han den forgyldte sværdskede og vendte sig mod Gwenn. "Her!" udbrød han og strakte sin arm triumferende i luften. Gwenn nikkede sammenbidt, før han rystedes af et slag på døren, han holdt lukket med sin ryg. Krigsrummet havde en udgang til svalegangen og Brann hastede hen til døren og rev den op. En iskold vind og svag råben slog ham i møde. Brann kastede et blik på Gwenn, der forlod sin post ved døren og satte i løb mod Brann. Nu havde de kun en sidste flugtvej. Floden. For enden af svalegangen var et skydeskår der vendte ud mod floden, hvor Lour, efter aftalen, ventede med båden. Bran satte i løb, skarpt forfulgt af Gwenn. De nåede skydeskåret og Brann sprang smidigt op, knugede om sværdet i sin venstre hånd og sprang. Udad for ikke at ramme for tæt på bredden hvor isen var tykkest.
Gwenn stod tilbage og så to riddere bryde ud af døren bagved ham. Skydeskåret var placeret i hjørnet og fra svalegangens anden retning nærmede en enkelt ridder sig også. Med ryggen mod skydeskåret, for at dække sin tilbagetrækning, forsøgte Gwenn at få sin venstre fod op i indskæringen, uden at miste balancen. Ridderne så deres snit og angreb med hurtige stik. Halvt sammenpresset og halvt ude a balance, parrerede Gwenn dog stadig de første 3 stik, før et gled forbi hans sværd og snittede et ribben. Det var et svagt stød, men det burde stadig have trukket blod. Ridderen stod måbende og gloede på sit sværd og Gwenns uskadte hud, før et råb fra hans kammerat vækkede ham, og de fornyede deres angreb. I en sidste krafteksplosion hvirvlede Gwen sit sværd i en dødbringende bue, der tvang ridderne tilbage, og sprang derefter helt op på brystværnet. I et mægtigt afsæt satte han fra og fulgte Brann ud i nattemørket.

I Kongens værelse, bandede Yngvar sagte, da han forgæves måtte opgive, at tyde den sorte magi, der gennemsyrede den døde kongens legeme, og bevægede det så det lignede vejrtrækning. Yngvar hørte febrilsk råben fra etagen nednunder og kiggede rundt efter Brann og Gwenn. De var ikke at se, og han kunne nu med sikkerhed deducere at de højst sandsynligt var blevet afsløret. Yngvar kiggede med væmmelse på sin bevidstløse rival. Waihn, Kongens ærkemager, og bane, tydede det til. Et kort øjeblik overvejde troldmanden at gøre en ende på sin rival, men han opgav det med det samme. Det var ikke værdigt. I stedet greb Yngvar en håndfyld af ærkemagerens skæg, trak sin kniv og høstede en værdifuld pris. Nu skulle ærkemageren ikke længere kun bekymre sig om at besværge kongen og lokalisere Brann, men også om at beskytte sit eget liv fra Yngvar. Med Waihns skæg havde Yngvar en renere forbindelse til ærkemagerens kød og sjæl. Yngvar smilte for sig selv og pakkede skægtotten ned i en tom pung. Efter at have høstet sit trofæ, tømte Yngvar hurtigt indholdet i ærkemagerens lommer og punge ud i kongens buldrende pejs. Endnu en forhindring for Waihn, der nu skulle til at finde nye foci til sine mørke kunster. Tilfreds med sin dåd, gik Ynvar roligt hen til døren, lukkede den og boltede den indrefra. Trappen ville alligevel være umulig om et øjeblik, når blodtørstige vagter strømmede op. Der findes heldigvis altid en anden udvej for en mand med åbne øjne. Yngvar sukkede dybt, fandt endnu engang sneglehuset frem fra sin lomme, og begyndte langsomt at mumle ældgamle ord...5 minutter senere, da vagterne endelig fik brudt døren til kongens værelse ned, fandt de det tomt, kun med den halvt skægløse Waihn, omtumlet rejse sig fra gulvet.

Branns fødder lammedes da han ramte isen, og kun med nød og næppe formåede han at holde fast i sværdet, da isen brød og den mørke kulde omsluttede ham helt. I flere sekunder hvirvlede han rundt i det iskolde dyb, uden at vide op fra ned, før han pludselig brød overfladen. En stor indånding af den iskolde luft rev ham smertefuldt i halsen og lungerne, men den livgivende luft bragte mere glæde en smerte, og han tog endnu en mundfuld, før han kiggede sig rundt. Der, 3 meter borte, ventede båden med Lour. Kulden var ved at få sit tag i Branns muskler, og kun med en mægtig kraftanstrengelse fik han gang i ben og arme og svømmede mod båden. Da han nåede den, tog Lours kraftige næve fat om Branns underarm og hev ham om bord. Samtidig hørtes et stor plask tættere på muren, og Gwenn dukkede spruttende op fra vandet. Lour vendte sikkert båden og bragte dem tættere på Gwenn, der kort efter greb fat om rælingen og nær kæntrede båden. Lour trådte over i den modsatte siden af båden med Brann, og nu kunne Gwenn hive sig op i båden. Efterhånden kunne de se flere fakler tændes på borgen og flere råb lød ud mod vandet. Brann skilte sig rystende af med sit våde tøj, og tog mod tørt vintertøj og en tyk pelskappe fra Lour. Gwenn, der ikke havde haft en trævl på overkroppen, lod sig ikke mærke af kulden. Han tørrede roligt det iskolde vand af sin dampende hud, mens han stirrede ængsteligt mod lyset i Kongens værelse. Lour opfattede hurtigt situationen og brød stilheden "han finder en udvej, det gør han altid, den gamle ræv". "Det gør han nemlig" svarede Yngvars stemme, og båden gyngede blidt, som var der en person der var trådt ned i båden. Alle tre vendte sig mod stævnen af båden, hvor de anede omridset af Yngvar i stjerneskæret. "Når i er færdige med et glo på en gammel mand, så grib årerne og lad os forsvinde herfra" udbrød han vrissent og satte sig ned. "Ha!" Brann lænede sig over og klappede troldmanden på skulderen. "Det er første gang du har indrømmet at du er gammel!".


Med lanternen slukket, havde de kun stjerneskæret til at lede vej i natten. Både Gwenn og Brann tog hårdt fat i årerne, og med strømmens hjælp skød de en god fart gennem vandet. Lours hurtige reaktioner og rolige hånd styrede dem sikkert gennem natten, uden om væltede træer, skjulte sten og den evige is der strakte sig langs bredderne. Al tale forstummede og alle sad spændte og lyttede til de forsvindende lyde af råben og hundegøen fra Halla Morn. Byen var ved at vågne og der ville ikke gå lang tid før baunen blev tændt. Hvis de skulle have en chance for at forsvinde ud i vildnisset skulle de nå Rabhchain før Halla Morns baune blev tændt. Hvis først Rabhchain fik besked, ville de ikke have en chance og Gwenn og Brann fordoblede deres anstrengelser.

Efter en times tid lagde de til ved en snedækket bred. De greb alle deres udstyr, sække, skind og våben og sprang fra båden op på bredden. Ca. 100 meter borte i mørket kunne de skelne en afrundet jordvold, kronet af en lav træpalisade. Rabhchain, baunebyen, hvor deres heste ventede. Byvolden omsluttede byen i en cirkel, kun brudt ved de to porte, en mod øst og en mod vest. På den modsatte side af byen, ca. 600 meter borte lå baunehøjen som byen blokerede deres udsyn til, men alle spekulerede de på om de ville nå den før baunen blev tændt. Gwenn havde iført sig en mørk hørskjorte og forsvandt nu nærmest i mørket. Næsten lydløst begav de sig afsted over den snedækkede jord, med retning mod byen. Da de nåede jordvolden udbrød Gwenn en lav hvislen. Mod syd voksede et lys i kraft. Halla Morn alarmerede landet. De 4 så på hinanden, nikkede og satte i løb rundt om volden, Lour mod byens indgang mod øst, på flodens side, og Gwenn, Yngvar og Brann rundede byen for at nå baunen hurtigst muligt.

Lour nåede den åbne port. Der var ingen vagter her. Så tæt på Halla Morn var der ingen lovløse. Byen lå helt død og Lour hastede til stalden uden at dæmpe sine tunge skridt. Han nåede stalden og slog dørene op.  Den varme lugt af heste, halm og møg slog ham i møde. De 4 heste stod sadlet og klar, som aftalt og Lour tog fat i de 4 reb og trak dem ud af stalden. Et råb fra byens anden port, brød nattens stilhed, som et tordenskrald fra en skyfri himmel. "Halla Morn, Halla Morn!". En vagt kastede sig op på sin hest og satte hælene i dens flanker, med retning mod baunen. Lour kunne skimte to skikkelser mere, tumle ud af et lille hus ved siden af porten, deres ven lige var faret ud af. De to skikkelser væltede ud af porten og kiggede mod syd. Lettere rystet, men besluttet, satte Lour i småløb mod porten og de to skikkelser.

De 3 rundede byen og nåede porten mod vest. De havde tydeligt udsyn mod baunen nu og de kunne svagt ane et ildbækken og noget der bevægede sig oppe på bakken. Gwenn satte i løb og efterlod Brann og Yngvar bag sig. Som en ulv skød han frem gennem natten, og jorden fløj forbi under hans fødder. Selv ikke en hest kunne følge det tempo, tværs over heden i mørke kun oplyst af stjernerne. Kun rovdyrets instinkter styrede Gwenn forbi sten, faldgruber og fordybninger der ville have brækket en mands ben, og han forsvandt i mørket, som en skygge i natten. Et brøl brød nattens stilhed. Yngvar og Brann vendte sig mod porten og hørte hestehove ramme jorden, kort før de så en mand på hest skyde afsted mod baunen. "Dorchas!" Udbrød Brann. Vagten skulle ad vejen, der slog en stor bue før den nåede baunhøjen, men det ville stadig blive tæt løb. Stemmer fik Brann til at kigge mod porten igen og Yngvar greb ham og trak ham ned mod jordvolden. Jorden var hård og kold og Brann landte akavet oven på sin venstre hånd. Det gav et sæt, da hans vægt ramte den kvæstede hånd og han bed tænderne sammen får at undgå at råbe op. "Baunen er sgu tændt, Hraidh!". Det var en ung stemme og den lød nærmest ivrig. "Årh, ved Hels porte, nu får vi ingen søvn i nat!". Den anden stemme var dybere. Et harsk og en spytklat fulgte. Brann flyttede vægten fra sin hånd og trak den ud under sig. Han holdt hånden op foran sig mens han mens hans langsomt, prøvende, bevægede de ømme, krumme fingre. Hånden var stadig brugbar, men den var ikke blevet bedre af slaget. "Til side, bønder!" Lours dybes stemme lød som et piskesmæld og febrilsk flyttede de to vagter sig, så han frit kunne lede de 4 heste ud af porten. Først da Lour var nået 10 meter væk fra byporten, dristede en af vagterne sig til at råbe ham an. "Hov, øh, vent stop." I det samme rejste Yngvar sig fra jordvolden og gik med hastige skridt mod de to vagter, der begge tog et skridt bagud i forskrækkelse, over endnu en skikkelse i mørket. Lour standsede op, vendte sig rundt og tids nok til at se Brann komme spænende mod sig. 3 lange skridt bragte Brann tæt på hestene og han kastede sig i sadlen og jog hælene i hestens sider, "Hjælp Yngvar!" råbte han før han forsvandt ud i natten, mod baunehøjen.
Yngvar var nu kun få skridt fra de to vagter, der begge havde trukket deres køller og stod i forsvarsposition med skrækfyldte øjne. "Tilbage!" råbte en af dem, mens han svingede afværgende med køllen. Yngvar stoppede op og pegede med en anklagende finger mod vagten. "Dhûhrahrum!" En vred tåge forlod Yngvars mund og hvirvlede mod vagterne. Den ene af vagterne kastede sin kølle bag sig og strakte begge arme frem med håndfladerne op og udad i overgivelse, og den anden vagt vendte det hvide ud af øjnene og kollapsede på jorden, mens en pispøl langsomt spredte sig under ham. "Læg dig, på maven!" Yngvars stemme var hård som sten og vagten adlød med det samme. Ud af en af sine poser, trak Yngvar en snor, som han hurtigt og fikst svinebandt vagten med. Da han var færdig vendte han sig og kiggede mod baunen, der endnu var gold og mørk.

Gwenn havde løbet de første 400 meter og var pisket gennem buske og krak, havde forceret flere tilfrosne vandhuller og var nu kommet til den stejle stigning op ad baunehøjen. Han stoppede kort op og skulle til at trække sit sværd fra skeden, men sværdet var frosset fast, grundet turen i floden og den efterfølgende flugt. Et kraftigt slag på siden af skæftet løsnede det nok til at Gwenn lydløst kunne trække det, og han satte afsted op af bakken, i lange kraftige skridt. Dampen stod i store skyer ud fra hans mund, og hans brede brystkasse pumpede det livgivende ilt ind i hans årer. 30 meter fra toppen hørte Gwenn et højt råb fra byen. Han drejede hovedet, skimtede det svage lyse fra Halla Morns baune i det fjerne, og en person strøg ud af Rabchains byport på vej mod baunen i vildt ridt. Længere oppe af bakken kunne han pludselig høre stemmer og i et vildt forsøg på at forhindre at bålet blev tændt, kastede han sig op ad bakken, ikke længere bekymret for at skjule sin tilstedeværelse. 2 vagter kom til syne som han rundede toppen af bakken, og en af dem var ved at vende sig
da Gwenn faldt over dem. Et øjeblik var Gwenn ved at spidde den nærmeste vagt, men noget fik ham til at ændre mening i sidste splitsekund og vagten faldt omkuld med en stor bule i panden. Hans ven kiggede undrende ned på sin ven før en stor næve greb ham i nakken og slyngede ham bagover ned af bakken. Gwenn kunne høre vagten tumle ned af skråningen flere sekunder efter han tabte ham af syne. Han bliver ikke et problem lige foreløbigt. Der lå kun få pletter med sne på bakketoppen, det meste ført bort af blæsten og andet trampet til smat og mudder tæt ved ildbækkenet. Bålet var omkring 2 meter højt og bygget til at fænge hurtigt. Der var fanget lidt sne inde mellem bjælker og grene, men det var tydeligt at se at der var gjort en indsats for at holde bålet rent og klar til at blive tændt. Gwenn tørrede sveden af panden med sin arm, før han gik over til ildbækkenet. Varmen var stærkere da han nærmede sig, og Gwenn stak sit sværd i skeden, før han tog fat i fadet med gløderne, der målte en halv meter i diamater, og slyngede det ned af den snedækkede skrænt. Gløderne spredes vidt og bredt og lå som små øjne og stirrede op i natten.
De tordnende hestehove advarede Gwenn om at han ikke længere var alene, og han trådte hen foran bålet og trak sit sværd af skeden, netop som rytteren kom til syne længere nede af stien der førte op til baunen. Måneskæret viste rytteren som en midaldrende, lettere fed mand, klædt i noget der lignede en uldkofte. Han så ikke ud til at være bevæbnet. Rytteren trak hårdt i hestens tøjler da han øjnede kæmpen tårne sig op foran bålet i mørket. Hans blik flakkede hurtigt over bakketoppen og Gwenn gættede at han nu havde noteret sig at han var alene. "Du tænder ikke bålet i nat" Gwenn tog et skridt mod rytteren og pegede med sværdet på rytteren. Hesten bakkede væk fra Gwenn, og rytteren så sit snit og hev hårdt i seletøjet for at få hesten til at dreje rundt så han kunne undslippe. Før han fik hesten drejet helt rundt lød der hestehove længere nede af stien og Brann dukkede op i fuld gallop. Rytteren var i vildrede og hesten vrinskede højt, blottede tænderne i frygt og slog med hovedet så han nær var røget af. Da Brann var godt 10 meter fra toppen sænkede han farten og sagde med klar og bydende stemme "Du har sikkert genkendt mig." Han ventede ikke på at rytteren skulle svare ham "Du ved også at vi ikke kan lade dig tænde baunen. Stig af nu og læg dit sværd, så sparer du dit liv og din familie for en stor sorg". Rytteren der nu havde styr på sin hest, sad et øjeblik og kiggede på Brann, før han trak sin stridskølle og smed den på jorden. Brann gennede sin hest lidt tættere på og så varsomt til mens rytteren steg af sin hest. "Der er to mere herovre" Gwenn pege bagud mod den anden side af bakken. "Jeg kommer ned med dem om lidt". Brann nikkede, red frem og greb tøjlerne på den rytterløse hest. "Hvad er dit navn, ven?" Brann kiggede på rytteren. "Øh, M..Marrec, min herre" svarede rytteren og bukkede dybt. "Vi gør dig ikke ondt, Marrec, men vi bliver nødt til at binde dig." Brann viste Marrec med hånden at han skulle gå foran hestene, ned mod Rabhchain.

Nede ved byporten havde en stilhed bredt sig i natten. Det var umuligt at byens beboere ikke havde hørt optrinnet, men det lod til, at de ikke havde mod eller nysgerrighed til at vove sig ud af deres hytter. Kort efter Brann og Marrec, ankom Gwenn med en bevidstløs mand over skulderen og en skrækslagen ung knøs vaklende foran sig. I mellemtiden havde Lour fundet noget reb i vagtskuret og de bandt vagterne forsvarligt. "Hvis vi hører jeg råbe efter hjælp, så vender vi om og gør arbejdet færdigt" Yngvar stirrede på de 5 bagbundne mænd og lænede sig let frem mod dem og spændte grebet om sit spyd. "Så må i jo se hvornår i tør tage chance..." Et bistert smil skilte hans læber inden han vendte sig om og steg op på hesten. De 3 andre var allerede til hest og satte i raskt trav da Yngvar nåede dem. 4 mænd og 5 heste red ud i natten der snart var ved ende, efterladende 5 vagter og et kongerige i oprør.
......



Sidst rettet af Rune Søn 20 Apr 2014 - 12:21, rettet 1 gang

http://splatcup.goalsoccer.net

2Recaps Empty Sv: Recaps Fre 21 Mar 2014 - 21:51

Rune

Rune
Founder

Et lidt mindre udførligt recap af resten af aftenen følger her

De fire mænd fortsatte til det blev daggry og red ind i en skov hvor de slog lejr.

Op ad dagen pakkede de sammen og fortsatte igen. En let regn fulgte dem hele dagen.
De diskuterede længe om de turde vove at krydse ved broen(?), men de besluttede at slå lejr i en anden skov, længere mod nord, for derefter at fortsætte mod nord til druiderne og meddele dem kongens død.

Om morgenen opdagede de at alt deres grej var blevet pudset, renset og rengjort. Det tydede på magi og alle regnede med at Yngvar havde en finger med i spillet, men han virkede lettere fraværende hver gang han blev udspurgt.

Flugtens 3. dag var en klar men kold dag og da det nærmede sig midt på dagen gjorde de holdt ved en rasteplads tæt ved vejen. Kort efter kom der 6 ryttere til syne fra bakkekammen mod nord. De 4 venner indså hurtigt at de ikke kunne nå at undslippe og besluttede sig for at bluffe sig videre. Brann trak en kutte over hovedet og Gwenn placerede sig bag ved en af hestene, for at skjule sin størrelse. De de 6 ryttere nærmede sig kunne de se at en af dem var en kvinde, der ligeledes ikke ønskede at blive genkendt og havde sin kutte trukket op om hovedet. Yngvar førte ordet og fortalte rytterne at vi var ved at forlade rastepladsen og på trods, eller måske nærmere, på grund af den spændte stemning, blev der uddelt ønsker om god rejse. De 4 venner steg til hest, men før de forlod rastepladsen trak Brann sin kutte vaf og afslørede sig selv. Han ønskede dem igen god rejse, og håbede at de ville vælge den rigtige side når det virkelig gjaldt. De 4 venner red videre og kort after nattens frembrud nåede de Kierwars kro. Her lejede de nogle værelser og fik et godt måltid mad og rigeligt med drikke (til Lour og Brann). I krostuen var også 2 jægere, en købmand med 3 kuske og 8 unge riddere udsendt til at fange de 4. Vold måtte ikke øves inden for Kierwars mure og Brann gav sig i snak med de 8 unge riddere. I løbet af natten fik Lour også udfordret et par af de unge riddere til brydning, og han gjorde kort process med dem.

Næste morgen gik der noget tid før Brann og Lour vågnede. Yngvar gik uden for byen og udøvede sin magi og ændrede form til en spurvehøg(?). Det tog ham kun kort tid at spotte det store følge der var på vej fra syd mod Kiewars kro og han hastede ned og tilbage med nyheden. De fik pakket hurtigt sammen og drog afsted under store protester fra Lour. 4 timer senere blev de ramt af en grum snestorm og måtte slå lejr for natten. Heldigvis betød det også at deres efterfølgere ikke kunne forlade kroen.

E en skyfri himmel afslørede at Lours store ostehjul manglede en gevaldig luns, og efter at have udspurgt alle sine medrejsende, endte han med at skyde skylden på onde alfer. De 4 fortsatte mod nord og nåede floden Ehrian. Her besluttede de ikke at søge overgang ved byen Ehrian, men en lille pram lidt uden for byen. En gammel mand færgede dem alle over og Gwenn betalte ham nok til at glemme dem. De red videre til de nåede byen Forao hvor de gjorde holdt for natten i byens kro.
Krofatter Robd og hans 2 døtre sørgede for at de 4 ikke manglede noget. Brann så sig lun på den ældste datter, men krofatter åndede lettet op da datteren kastede op og måtte bæres i seng. Igen fortsatte Brann og Lour til sent om natten før de faldt i søvn ved bordet og blev lagt i seng af Gwenn.

Om morgenen købte de en tønde julebryg af krofatter før de drog afsted mod øst og midt på dagen nåede druiderne. De slog telt op og ansøgte foretræde for ærkedruiden. Efter lidt tids venten blev de kaldt til et større telt der var godt opvarmet. Teltet var tomt bortset fra 2 bjørnekrigere men efter lidt venten ankom en tredje bjørnekriger, bærene på ærkedruiden. Ærkedruiden var den ældste mand i live og det var tydeligt at se på ham. Han var næsten på størrelse med et 10-årigt barn med tyndere arme og ben og flere rynker en et gammelt egetræ. Brann overbragte nyheden om kongen død og gjorde sig umage for ikke at slynge for mange beskyldninger ud om Conn eller Waihne. Det ville de nok finde ud af. Ærkedruiden tog det meget dårligt, men mere pga. at han nu skulle rejse, end pga. kongens død. Efter at have overbragt denne dunkle nyhed kom Gwenn slæbende med øltønden, og ærkedruiden slubrede det i sig. Nu havde de ikke mere at gøre her og de gjorde sig klar til den lange rejse tilbage til (??). De besluttede sig for at følge floden mod syd og rejse i udkanten af skoven. Derfor byttede de alle deres heste undtagen en enkelt, til proviant og udstyr til rejsen. Da de havde gjort alle deres forberedelser, slagtede Yngvar et gedekid og spåede om fremtiden. Det var en mørk og ufredelig fremtid han så, og han kunne tydeligt mærke at unaturlige kræfter søgte at få ram på Brann. Inden krigen var ovre ville Brann blive ramt, og kun en vens liv kunne forhindre ham i at miste sit.

http://splatcup.goalsoccer.net

3Recaps Empty Sv: Recaps Fre 18 Apr 2014 - 22:49

Rune

Rune
Founder

Det bliver lige et hurtigt skitse-recap, så jeg ikke glemmer for meget. Jeg håber på at kunne give det lidt mere tid senere.
Rettelser, tilføjelser eller kommentarer kan skrives herinde: http://splatcup.goalsoccer.net/t747-recap-diskussion#8644

Anden spil-gang onsdag-torsdag d. 16-17/4 2014  (sidst opdateret d. 22/4 kl. 21:00)

GMHelge
BrannRune
GaelsKrølle
GwennlannJanus
LourJohn
YngvarRasmus


Før gruppen tog afsted fra druiderne ofrede de den sidste pony til skoven, for at få lov til at skyde gennem det store vildnis til Bannon-land? Branns hoved blev smurt ind i ponyens blod og blev derefter bundet ind i lærred, for at det ikke skulle skalle af. Der var åbninger til øjne, næse og mund, så han kunne fungerer nogenlunde normalt. Efter 15? dage i vildnisset brød de ud af skoven. Her viklede de Branns hoved fri af lærredet og klippede håret af ham, der var fuldstændig indsmurt i rådnende blod. Kort tid efter blev de fundet af nogle Bannon vagter og Gaels tog ud og mødtes med dem inden de kom til lejren. De fortalte kort hvordan det var gået, Brann hilste på sin kone og Gwenn fik en let moderli og bebrejdende overfusning af sin nervøse kone, Sio Adda. Derefter tog Brann, Yngvar og Lour hen til Kongehuset og fik noget godt at spise og drikke, og Brann udså sig to tjenestepiger til at varme ham om natten (hans kone sov på Bannon borgen med sin anstantsdame). Gwenn sov i sit eget hus hvor han blev godt taget imod af sine to koner og tre sønner.
Midt om natten vågner Gwenn og har en følelse af at der er noget galt. Han begiver sig over til Kongshuset som ligger tæt ved. Inde i kongshuset ser Gwenn en skikkelse stå over den sovende Lour med en kølle højt hævet. Han kaster sig i en flyvende tackling ind i ryggen på skikkelsen, og de vælter ind i væggen ind til Branns værelse. Brann vågner ved lyden og griber ud efter sit sværd, men bliver stukket i brystet før han når at trække det helt. Yngvar sover i værelset ved siden af og bliver vækket af Branns udbrud. Gwenn trækker sit sværd og gør en hurtig ende på skikkelsen, Lour vågner og råber straks alarm, mens han griber sin kølle og begiver sig hen mod Branns værelse. Inde på Branns værelse formår Brann at trække sit sværd og stikke efter den sølvhårede skikkelse der står over ham. Han sårer skikkelsen dybt, men bliver derefter selv ramt af et sort, stumt instrument der får ham til at vride sig af smerte. Gwenn svinger sit sværd af al kraft mod væggen ind til Branns værelse og braser igennem brædder og mudder. Han overrasker den sølvhårede snigmorder, men bliver stukket i brystet med det sorte smerte-instrument, før han kan nå at afværge det og falder om i frygtelig smerte. Yngvar og Lour kommer nu brasende ind i rummet og snigmorderen forsvinder pludselig gennem væggen.
Udenfor huset har Gaels været på vej tilbage fra den lokale kro da han pludselig hører alarmråbet fra Kongehuset. Han skynder sig afsted mod huset og da han er 10 meter fra døren ser han en skikkelse på taget over døren sigte en bue mod sig. Før han kan nå at smide sig får han en pil i benet lige over knæet. Gaels bider smerten i sig og kaster sig op efter skikkelsen og får fat i benene. Han vælter skikkelsen ned fra taget og stikker den i brystet. Skikkelsen der lignede en mand, begynder langsomt at ændre form og skrumpe ind.
Indenfor kommer Gwenn til sig selv da han hører et kvinderåb i retning af sit hus. Han springer straks afsted og bryder ud af døren netop som Gaels, er på vej ind. Gaels slipper kun med nød og næppe for en brækket næse og skal til at gå ind af døren da Brann, lige så letpåklædt som Gwenn spring ud af døren i vild forfølgelse efter Gwenn. Yngvar og Lour kommer løbende kort efter og trækker Gaels med sig. Gwenn ser at døren til hans hus er åben og kaster sig ind klar til at rive fanden et nyt røvhul. Her bliver han mødt af sin kone, der knuger en stegepande i sin ene hånd og presser sin uldkjole til brystet med den anden. Hun er tydeligvis såret, men får forklaret Gwenn at den sølvhårede forsøgte at bryde ind, men fik et slag med stegepanden og flygtede derefter igen.
Udenfor ser Lour en skikkelse klatre op af Dun Bannon og ind gennem et vindue på anden etage. Han råber op og Gaels og ham ændrer retning mod borgen.
Brann når Gwenns hus tids nok til at høre at sølkvinden er flygtet. Yngvar kommer forpustet ind ad døren og ser til Gwenns kone. Gwenn sikrer sig at hans børn og anden kone er uskadte og derefter sætter Gwenn og Brann i løb mod borgen. Gwenn overhaler hurtigt Brann og kort efter også Lour og Gaels. Han kommer løber op af trappen til borgen og bryder ind af døren. Her løber han hen ad en gang hvor to sovende hunde ligger foran døren ind til vagtrummet. Han åbner døren og løber gennem vagtrummet hvor alle vagterne sover og gennem døren i den modsatte ende. Her fortsætter han op af en trappe, der fører ham til anden etage.
Lour og Gaels når borgen samtidig og i et forsøg på at nå op til snigmorderen så hurtigt som muligt, giver Lour Gaels en hestesko, så han kan komme op på anden etage. Gaels smider først sit spyd op, og griber derefter fat med begge hænder og hiver sig besværligt op. Brann ser Gaels bliver hjulpet op til anden etage, og vælger den hurtigste vej. Nede for foden af stentrappen, springer hanm i fuld firspring op på stengelænderet, der er ca. en fod bredt, og spæner op ad det. Lige før han når toppen af trappen, sætter han af i et vildt spring og griber desperat ud efter gelænderet på anden etage, hvor Gaels spærer øjnene op i forskrækkelse. Brann får fat og hiver sig op, lige efter Gaels.
Gaels løber ind af døren, gennem en gang og sparker døren op ind til sin broders kammer. Herinde ser han den sølvhårede snigmorder, som nu, i det blafrende skær af en fakkel, viser sig at være noget andet end menneske, men kvinde. Hun står foran den paralyserede bror, Cromm Bannon, med en blodig sølvkniv i hånden. (Jeg kan ikke huske resten af denne kamp, så hjælp Smile)

Da kampen var ovre forskansede Yngvar, Lour, Brann, Gaels, og Geals bror og søster sig på Bannonborgen. Gwenn skyndte sig hjem til sin familie igen.
Næste morgen tog de bestik af situationen. Det var tydeligt at det ikke var et menneske der havde angrebet dem dagen før, men hvad end det var, så havde det efterladt to sølvknive og en penis med håndtag som forvoldte frygtelige smerter ved berøring. Yngvar foreslog Brann at det jo også var en mulighed at det ikke var Conn der havde sendt lejemorderen, men det blev blankt afvist af Brann. Senere begyndte de at planlægge forårets kampagne. Vinteren var langsomt ved at gå på hel, og der ville ikke gå mere end en måned før Conns hær begyndte at samle sig igen. Lour foreslog flere alternativer, men Brann hæftede sig ved et bestemt, et hurtigt snigangreb på den resterende styrke der holdt Branns hær skak. Lour planlagde hurtigt angrebet og besluttede sig for at de kun skulle tage riddere og væbnere med, så de fik en styrke på godt 300 af deres bedste mænd. Målet skulle være at overraske fjenden og drive dem bort fra deres befæstede lejr, så de mistede deres forsyninger og udstyr og blev spredt for alle vinde. Et kraftigt nok slag, ville ødelægge meget af fjendens forårskampagne, og de ville måske ikke kunne nå at samle en effektiv hær inden vinteren igen gjorde sit indtog.
Planlægningen begyndte men efter et par dage ankom et sendebud fra prins Conn. Sendebudet afleverede en runestav der anklagede Brann for et angreb på Conns liv godt en uge tidligere. Brann slog det hen som et forsøg fra Conns side på at så tvivl omkring hans egen medvirken i det mislykkede attentat på Brann. Sendebudet afleverede endnu en runestav der forkyndte at Kongen var død og at begravelsestoget begyndte inden for en uge. De holdt nu rådslagning om hvad næste skridt skulle være. De blev vedtaget at angribe den befæstede lejr og derefter fortsætte med en lille styrke bestående af gruppen, ned til huset Bwun i sumpende mod syd, for at forsøge at overtale Aydon Bwun til at støtte Brann som regent indtil den nye konge skulle udpeges. Huset Bwun havde holdt sig neutralt lige siden de blev fordrevet fra deres hjemland mod nord af Abhail huset. For at lokke dem til at støtte Brann blev det besluttet at give dem deres gamle land tilbage, for samtidig at straffe Abhail familien. Derefter skulle de straks rejse til kongens begravelse og overraske alle med deres tilstedeværelse. Samtidig med dette diplomatiske fremstød, skulle en styrke på de 20 vigtigste loyalister drage afsted og slutte sig til kongens begravelsesfærd.

Godt en 5 dage senere kom den lille hær snigende ud af sumpene. Yngvar havde fremkaldt en magisk tåge der skjulte alle krigerne og dæmpede alle lyde. Kun Yngvar kunne se i tågen, og alle holdt fast i en sidemand for ikke at fare vild. De de nåede den befæstede lejr opløste Yngvar tågen og de faldt over den uforberedte fjende. Lour råbte og dirigerede mændende og gav fjenden et hårdt slag og drev dem på vild flugt væk fra lejren. Gwenn pådrog sig en mindre skade under kampende, og de mistede godt 10 mænd?, men fjende havde mistet mange flere og der blev taget mange fanger. De besluttede sig herefter til at kalde resten af hæren frem til den befæstede lejr, da det ville give mændende et stort morale boost, at de sådan havde drevet fjenden på flugt og skubbet dem tilbage. Her blev det også besluttet at de ville vise Brann for resten af mændende, så de kunne se at deres prins stadig levede. De sendte også følget  til kongens begravelsesfærd af sted, så de kunne nå at tilslutte sig færden.
Resten af hæren sluttede sig til dem godt en uge senere og der blev holdt en stor fest hvor der blev delt ud af krigsbyttet til mændende og Brann blev vist frem for folket. En stor sucess. Et par dage senere tog de afsted mod Bwunland?

De nåede sumpene ved en lille markedsplads. Her lejede de en båd, så de kunne komme resten af vejen til Bwunby?
Efter at have roet i et par timer gennem små kanaler i sumpen kunne Yngvar pludselig mærke en magi blive udløst. Han gjorde de andre opmærksomme på det, og de roede ind til en tange. Gwenn løb først op på tangen og spejdede rundt. De andre, undtagen Lour, som blev på båden, fulgte Gwenn op på tangen. Pludselig blev både grebet af en stor tanghånd som begyndte at hive båden væk fra tangen og ud i vandet. Lour slog ud efter hånden, som trak sig tilbage. På den anden side af tange blev Yngvar og Gwenn overrasket da et tangmonster dukkede op fram vandet og udstødte et frygtsomt brøl mod dem. Yngvar rystede det af sig, men Gwenn blev slået helt omkuld og kastede op i sivene. Yngvar gav sig straks i kamp mod tangmonstret og stak det med sit spyd. Ved båden holdt Lour tangmonstret væk med slag fra sin kølle, mens Brann trak båden på land. Gaels skød en pil efter tangmonstret, men ramte bådens ræling i stedet. Da båden var slæbt helt op på land opgav tangmonstret at få båden væk, og skød i stedte op fra vandet og udstødte et frygtelig brøl mod de tre. Brann og Lour kastede sig straks mod monstret, men Gaels knækkede sammen og tabte næsten sin bue. Brann og Lour gav sig effektivt i gang med at skære monstret fra hinanden, men pludselig opdagede de at et andet tangmonster var kravlet op på land og havde fat i Gaels, der stadig var lammet af frygt. Lour kastede sig mod det nyankomne monster mens Brann gjorde det af med det andet monster med en fiks finte. Yngvar havde gjort stor skade på monstret, da han pludselig mistede taget på sit spyd. Monstret var hurtig til at udnytte situationen og kastede sig over ham. Trods febrilsk fægten med armene, viklede tangmonstret Yngvar fuldstændig ind og begyndte at klemme livet ud af ham og trække ham ud i vandet. Lour mistede grebet på sin kølle, men formåede at holde fast i den. Tangmonstret havde nu slæbt Gaels halvejs ud i vandet og knækket ribbenene på ham. Gaels kunne intet gøre udover at stikke svagt med sin kniv, men det lod monstret sig ikke mærke med. Nu kom Brann også til hjælp, og Lour fik et par gode slag ind på monstret, der kollapsede ud i vandet og slap den, nu bevidstløse Gaels. Brann og Lour fiskede ham op af vandet og fik trukket ham ind på land. Yngvar var nu helt uskadeliggjort og blev trukket langsomt under vandet. Gwenn kom til sig selv, lidt desorienteret, men med nok overblik til at være klar over at han skulle handle hurtigt, hvis han skulle redde Yngvars liv. Han kastede sig afsted over den mudrede, snedækkede jord mens han trak sin kniv, og gjorde et kraftigt spring ud i vandet hvor Yngvar og monstret var forsvundet. Under vandet fik han fat i monstret og jog sin kniv dybt ind i det i kraftige bevægelser. Monstret gav slip på Yngvar i et forsøg på et flygte, men Gwenn gav det dødsstødet før det nåede væk. Prustende og spyttende, dukkede Gwenn op fra vandet med Yngvar under den ene arm. Han svømmede ind til bredden og trak Yngvar op. Lour meddelte Brann og Gwenn at der var godt en halv time til de var ved Bwunby, og de besluttede at skynde sig af sted for at skaffe hjælp til de sårede. På vejen tog de tøjet af Gaels og Yngvar og hyllede dem ind i varme vinterkapper, for at kulden ikke skulle slå dem ihjel.
Da de nåede Bwunby, stod der en heks og tog i mod dem. Hun fablede om at hun vidste at de var på vej. Yngvar og Gaels blev straks slæbt til Bwunhuset hvor heksen så til dem. Brann, Gwenn og Lour hilste høfligt på Bwunfamilien, og Lour var tydeligt glad for at se sin familie igen (eller også var han bare glad for ostene?). De fik et stor måltid, med godt med stærk drikke til. Brann fremførte formålet med besøget og efter lidt rådslagning kom de frem til en løsning som Aydon kunne acceptere. Til gengæld for deres støtte, ville Bwun familien få deres gamle jorder tilbage, samt skattefrihed i 5 år. Ydermere ville de få hjælp til at genopbygge deres gamle slægtsborg.

Yngvar vågnede efter godt en times tid, og gik, trods sin dårlige tilstand, straks i gang med at se til Gaels. Han lagde en tung besværgelse på Gaels, der lagde ham i en dyb og helende søvn, og lagde sig til at sove igen.
Næste morgen var Gaels vel udhvilet og havde kun få smerter. Yngvar virkede en smule gnaven, men ellers også rimelig frisk. De spurgte beboerne i landsbyen om de havde lagt mærke til underlige begivenheder på det sidste, for at finde ud af hvem eller hvad der angreb dem i sumpene. Rygterne sagde at nogle fangere havde fået ødelagt deres fælder på en mistænkelig måde, og at der faktisk var 2 fangere der var forsvundet ude i sumpene. De fik også at vide at heksen måske vidste mere. Brann blev på den lokale kro, Åle-Kisten, sammen med Lour og de andre gik videre til heksen.
Heksen havde set en gråhåret og gråskægget mand omkring mågerederne, tæt ved hvor gruppen blev angrebet. Han ankom for omkring 3 uger siden og havde skabt lidt problemer for de lokale jægere og fiskere. Hun havde også haft en drøm om en lille gruppe rensdyr der blev jagtet af en sølvulv. Sølvulven skulle være tæt på. Gaels og Yngvar blev enige om at det nok var den sølvhårede snigmorder der stadig var efter dem og de blev enige om at de skulle udvise stor forsigtighed, selv herude i sumpene. Yngvar gik lidt, til heksens irritation, og rodede i hendes urter og flasker og drak endda en af hendes helbredende drikke, som han lovede at erstatte efter han havde drukket den.
Resten af dagen gik med at planlægge den videre færd. De besluttede at gruppen, samt Aydon og hans ældste søn og nogle få vagter, skulle rejse ud til havet og fortsætte op ad kysten til Dun Abhail, hvor kongen skulle sendes af sted til efterlivet på sin brændende båd. Yngvar ville dog have at de brugte næste dag på at finde denne gråhårede angrebsmand, der havde forsøgt at dræbe dem, men Brann besluttede at de ikke kunne spilde deres tid på det. Yngvar blev dybt fornærmet og stormede bandende ud af døren. Han blev borte resten af dagen og natten, og Brann blev en smule bekymret for hvor han var. I mellemtiden forskansede de sig i et hus og satte vagter så de ikke ville blive overrasket hvis snigmorderen kom.

Natten forløb uden hændelser og næste morgen gjorde de resten klar til at tage afsted. De fandt ud af at Yngvar havde tilbragt natten hos heksen og de sendte en dreng for at hente ham. Drengen kom tilbage med et stort rødt mærke på kinden efter Yngvars håndflade. Han var åbenbart stadig sur, og det blev besluttet at Gaels skulle hente ham. Gaels havde dog ikke mere held med sig, og måtte gå tomhændet tilbage og meddele Brann at Yngvar  ikke ville overveje at komme med, medmindre Brann kom og hentede ham.  Irriteret over Yngvars hysteri stred Brann op til heksen. Han rev døren op uden at banke på og råbte på Yngvar at han skulle klappe i, tage sig sammen og komme ned til båden, nu! Yngvar, der ikke havde forventet den behandling fra Brann, blev noget overvældet og skyndte sig at pakke sammen og fulgte efter Brann ned til båden. Senere på dagen begyndte han at brokke sig lidt igen, men ikke mens Brann kunne høre det.

Sent på aftenen brød de ud af sumpene og blev mødt af et stort skib, som ventede på dem. De overnattede på skibet men der blev ikke holdt vagt. Midt om natten vågnede Yngvar og opdagede at hans taske var åbnet og tømt. Alle hans foci var væk og han ville nu have meget sværere ved at udøve sin magi før han kunne lave nye foci (som ville tage ham omkring 1 år). Yngvar var ude og sig selv men hørte noget plasken fra siden af skibet. Han vækkede de andre og spurtede han til rælingen og kunne i mørket se en skikkelse ro væk fra skibet ind mod sumpene. Han skyndte sig straks hen til robåden, men så at rebet var skåret over og den flød omkring 50 meter væk fra skibet. Yngvar var nu overbevist om at det var den gamle troldmand fra sumpene, som også havde forsøgt at dræbe dem, og han havde en mistanke om at den gamle troldmand var Waihn der skulle have sin hævn. Skibet blev vendt og de indhentede deres robåd. Trolmanden var for længst forsvundet ind i sumpene, hvor skibet ikke kunne komme. Bandende og svovlende sørgede Yngvar for at ingen fik særlig meget søvn den nat.
Lidt for solopgang besluttede Yngvar at tage sagen i egen hånd. Han gik lidt afsides, forvandlede sig til en musvåge og fløj efter den gamle troldmand. Det tog ham kun omkring en halv time at spotte troldmanden, ved at bryde op fra sin lejr i sumpene. Yngvar holdt øje med ham og hvor han var på vej hen, og landede på en tange nogle hundrede meter foran troldmanden. Her forvandlede han sig igen til menneskeskikkelse og begyndte nu på en frygtsom magi. Han skabte en kugle af lyn som han dirigerede ud på vandet lig efter et sving i floden. Han skulle ikke vente lang tid før den gamle troldmand kom til syne i sin båd. Han roede med ryggen til Yngvar og så derfor ikke lynkuglen. Et ondskabsfuldt smil bredte sig på Yngvars læber "Stop!" råbte han med bydende stemme, og skikkelsen i båden frøs i sin bevægelse, før han vendte sig langsom om mod Yngvar. Waihn, stirrede på Yngvar med et blik fyldt af frygt. "Giv mig mine foci tilbage!!" råbte Yngvar og bevægede lynkuglen tættere på Waihn. "Det kan jeg ikke" sagde Waihn, hvis stemme lød træt og opgivende "jeg smed dem i vandet". Yngvars ansigt forvred sig i raseri "Jeg skal have mine foci, din tyv!". Waihn trak på skuldrene "Du kan finde dem på bunden af havet. Jeg tømte din taske ud over rælinge på skibet, så der skal nok være noget du kan nå at finde". Yngvar stod et øjeblik og stirrede på Waihn, "hvad kender du til magien der gennemsyrede kongen før han døde?". Der gik et øjeblik før Waihn svarede "alt og intet. Jeg har det sidste 1½ år forsøgt at holde kongen i live. Han var ramt af magi som jeg ikke kender til og alt jeg gjorde havde ingen nytte, udover at holde ham i live som et andet levende lig. Der er noget der bevæger sig uden for vores synsfelt, noget som forsvinder så snart man kigger efter det, men noget der kan føles, noget der ikke ønsker Brann og Conn godt." Waihn trak årerne ind og satte sig lidt bedre til rette i båden, så han kunne holde øjenkontakt med Yngvar. "Jeg tror også at du kan mærke det, min ven." Yngvar skulede tilbage. "Nå, men havde du noget med Conns angreb på Brann at gøre, da de angreb ham i kroen?", Waihn rystede på hovedet "Nej, jeg har brugt al min tid og alle mine kræfter på kongen. Jeg har dog hørt rygter og noget taler for at Conn bliver styret af en stærk hånd, muligvis fra Abhail, men de skjuler deres spor godt". "Hvad laver du så her?" spurgte Yngvar og spyttede i vandet. "Jeg er afsat fra min post som Kongens ærkemager. Efter mine foci blev stjålet," en bebrejdene tone sneg sig ind i Waihns stemme " havde jeg ingen chance for at holde Kongen i live længere. Han døde få dage før Ærkedruiden ankom. Conn så ingen grund til at beholde mig og (???) overtog mit hverv. Jeg ser min tjenesteperiode som overstået og det sidste jeg skulle var at sørge for at kappe de sidste bånd. Du havde den største mulighed for at finde mig og gøre mig ondt og det kunne jeg ikke tillade". "Du er ikke i en position der tillader dig at bestemme hvem der kan tillade hvad!" Yngvars stemme tordnede ud over sumpenes vande og lynkuglen virkede som om den voksede i kraft. Waihn krympede sig sammen i båden og holdt en arm foran ansigtet for at beskytte det. Yngvar mumlede lidt i skægget, sukkede og viftede lynkuglen væk med en affejende bevægelse. Der var helt stille et øjeblik før sumpens lyde langsomt vendte tilbage. "Er jeg fri?" Waihns stemme var fyldt med skepsis, "Du lader mig gå?". Yngvar kradsede sig på næsen, "ja, jeg ser ingen grund til at fortsætte denne fejde. Du gjorde hvad du kunne for at tjene Kongen og jeg har gjort det samme. Jeg er ikke imod Brann elller Conn, jeg ønsker ingen af dem ondt...og du er stadig en magtfuld mand. Waihns udtryk havde fået Yngvar til at grine hvis situationen ikke var så alvorlig. "Du tilbyder mig en hånd?" Waihn var stadig rystet over det hurtige skifte mellem død og liv og nu et mål for det liv. "Ja, landet ville stå bedre med dig på vores side" Yngvar tillod sig et svagt smil. "Jeg...jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Tak, for mit liv, men jeg takker ikke ja til dit tilbud. Jeg vil tænke over det". Yngvars mundvige tog en drejning nedad "Hrumpf!" han vendte sig bort og traskede gennem sivene til en anden del af landtangen og Waihn mistede ham af syne. Det var en underlig dag, tænkte Waihn da han satte årerne i vandet og genoptog sin roning.
Yngvar lavede sig igen til en musvåge og fløj tilbage til skibet. Her modtaget af en noget fornærmet besætning, der havde brugt flere timer på at lede efter og bekymre sig om troldmanden. Yngvar kunne ikke se hvorfor de var vrede og fortalte kort om sit møde med Waihn før han beordrede Gwenn til at dykke under skibet og finde indholdet fra sin taske. Gwenn var dog noget uimponeret så efter lidt tilløb tog Yngvar sig sammen og bad Gwenn om hjælp. Gwenn indvilligede og dykkede efter Yngvars foci. Han fandt nogle forskellige ting, en bronzestatue af et hoved, en svanevinge (og hvad??). Da han kom op skjulte han et par af tingene bag ryggen og forklarede Yngvar at han kun kunne finde disse ting (hvilke??). Yngvar var ude af sig selv og beodrede straks Gwenn til at lede videre. Da Gwenn ikke ville faldt han på knæ på dækket og forbandede guderne langt bort. Gwenn tog derpå de andre ting han havde fundet frem og sagde at han også havde fundet dem, men at han ikke troede de var vigtige. Yngvar ændrede straks humør og var nu jubelglad for at han havde de fleste af sine foci igen. Kun to af hans foci kunne ikke findes.
Skibet sejlede nu videre mod Abhail by.

...



Sidst rettet af Rune Tors 28 Aug 2014 - 12:18, rettet i alt 2 gange

http://splatcup.goalsoccer.net

4Recaps Empty Sv: Recaps Søn 24 Aug 2014 - 20:37

Rune

Rune
Founder

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, så hjælp modtages meget gerne. Smile

Efter et par dages rejse nåede de Abhail by. Gaels blev sat af lidt uden for byen for at sprede smædeviser omkring Conn og hylde Branns sejr.
Et par dage senere skulle kongen stedes til hvile. Gruppen planlagde en dramatisk ankomst for at gøre et så stort indtryk som muligt og på samme tid skamme prins Conn. Yngvar hidkalte vestenvinden og drev skibet mod land. Forrest i stævnen stod Brann i sin skinnende rustning, med venstre hånd solidt plantet på rælingen og kongens sværd i højre hånd. Menneskemængden på stranden kiggede undrende på skibet der var på vej direkte mod land, og nogle velplacerede, af Gaels, folk i mængden begyndte at råbe, "Det er prins Brann!!", "Prinsen kommer!". Snart summede mændgen af en begejstring der steg jo tættere skibet kom land. Det gav et ryk i skibet da kølen ramte sandbunden, men Brann spændte musklerne og stod fast et øjeblik før han sprang op på rælingen og ind mod land. Højden fra rælingen og skibets hastighed gjorde et allerede imponerende spring til en nærmest overnaturlig flugt over vandet og kun Branns højre hæl rørte vandet før han fortsatte i en glidende bevægelse op af stranden. Bag ham knirkede og bragede sandet som skibet skar sig længere op, indtil det hvilede bag Branns venstre skulder. Branns sans for dramatik fik ham til at række bagover i en velovervejet bevægelse og hvile hånden på rælingen. En stilhed havde bredt sig i menneskemængden, men en stilhed tyk af spænding. Et pludseligt jubelråb sprang stilheden og det syntes som om alle havde ventet på dette øjeblik men ikke turdet håbe...Resten af gruppen steg ned på strandkanten ved siden af Brann, og da de var samlet begav de sig af sted mod kongens ligbåd, hvor ærkedruiden og prins Conn ventede. Det var tydeligt at se at Conn var overrasket da Brann gik op og stillede sig ved siden af. Ærkedruiden der stod med faklen der skulle tænde ligbålet, rakte den nu til Brann, og Conns ansigt vred sig i en fortvivlet grimasse. Den ældste søn steder faderen til hvile. Brann satte ild til skibet og det blev stedt til havs.

Efter ligtoget blev det holdt fest på Ahail borgen, hvor alle Conns støtter kom. Ærkedruiden var også inviteret, men han rådede Brann til ikke at møde op. Desuden rådede han ham til at slutte fred med Conn, da andre større trusler ventede forude. Brann ville ikke høre om det, men gik med til at mødes med sin broder, hvis broderen gav afkald på kongeriget og gik i landflygtighed. Yngvar så sit snit og sneg sig ind til festen på Abhail borg. Her fik han prins Conn overtalt til at mødes med Brann næste morgen for at finde en fredelig løsning for landet. Han nævnte intet om Branns ultimatum.
Om morgenen, kort før mødet, besluttede Yngvar sig for at tage landets fremtid i egne hænder og kastede en besværgelse over Brann, som skulle løfte hævngerrighedens slør fra hans øjne. Mødet var en meget spændt affære hvor Brann veg væk fra sit ultimatum og i stedet gik med på at Lour blev indsat som regent indtil midsommer, hvor enten Brann eller Conn kunne blive den retmæssige konge. Stridighederne var nu stedt til hvile og landet kunne ånde lettet op, for en tid.



Sidst rettet af Rune Tirs 26 Aug 2014 - 14:02, rettet 1 gang

http://splatcup.goalsoccer.net

5Recaps Empty Sv: Recaps Tors 28 Aug 2014 - 11:56

Rune

Rune
Founder

Det bliver ikke lige så udførligt som jeg plejer, da jeg ikke har helt så meget tid i øjeblikket. Igen så sig endelig til hvis der er noget der skal rettes til eller noget der mangler. Hvis nogen føler sig i digterhumør, så må i også meget gerne skrive recappet om: http://splatcup.goalsoccer.net/t747-recap-diskussion#8644

Tredje spil-gang onsdag-torsdag d. 26/8 2014  (sidst opdateret d. 28/8 kl. 11:00)

GMHelge
BrannRune
GaelsKrølle
GwennlannJanus
LourJohn
YngvarRasmus



Gruppen blev hos Abhail folkene indtil sommer solhverv hvor der blev afholdt stor bålfest og tilhørende lege. Brann og Gaels var de eneste der deltog fra loyalisterne. Spydkastning blev vundet af Gaels efter Brann og han først havde kastet et perfekt kast hver. Bueskydning blev vundet af en jæger fra Abhail. Stenkast vandt Brann overlegent over jerngrisen. Træstammekast vandt Brann igen over jerngrisen, ikke helt så overlegent, men stadig en tydelig sejr. Oksetræk blev vundet af jerngrisen. Loyalister 3 - Rebeller 2. Til den efterfølgene fest skulle der tømmes et bæger øl for hver disciplin man havde vundet. Gaels og Brann gjorde begge deres pligt uden at vanære sig. Et sagn fortæller om en helt der vandt alle 5 discipliner og derefter drak sig selv ihjel. Brann elsker dette sagn. Conn forlod salen i ren og skær misundelse, forfulgt af Branns hånende latter. Yngvar trak sig tilbage til sit kammer, mens resten fortsatte festen. Ikke lang tid derefter gik Brann kold i sit telt omringet af unge friller. Tidligt om morgenen opdagede Gwenn at der var stukket ild til Branns telt. Han flåede teltet fra hinanden og reddede Brann og frillerne ud. Brann der stadig var dødrukken, lod sig ikke mærke med det brandsår han havde fået på benet, samt en del af håret der var brændt. Gwenn slæbte Brann med op på borgen og forskansede sig i et badekammer. Yngvar kastede en besværgelse på døren håndtag så ingen ville komme uskadt ind i kammeret. Senere på morgenen blev de vækket af råb fra borgen. Noget var galt. Gwenn havde fået besked på at vække Yngvar for at han kunne annulere sin besværgelse på døren, men han tog sagen i egen hånd og sparkede døren op i stedet. Han fandt hurtigt ud af at der var noget stort under opsejling. Kort forinden havde Lour modtaget en enlig Abhail kriger der, hårdt såret, havde reddet hele natten for at fortælle hvad der var hændt hans kampfæller. Det var en grum historie, om utallige sorte skibe, bærende dæmoner og sortmaskerede, usårlige krigere. Alle på halvøen var blevet dræbt eller var flygtet og han var den eneste overlevende fra sin deling. Lour indkaldte straks til krigsråd.
Til krigsrådet var Brann stadig noget snaldret og startede ud med at kalde den overlevende for en løgner og kujon. Han blev dog tysset på af resten og gav sig i stedet til at pleje sin hovedpine. Det blev besluttet at trække hele Abhail byen tilbage til en anden borg ??, som ville være nemmere at forsvare. Først skulle alle civile trækkes tilbage og derefter soldaterne. Der skulle også udsendes 50 dygtige krigere, for at finde ud af mere omkring fjenden. Lour kundgjorde at Yngvar skulle være den nye ærkemager og at hverken Brann eller Conn måtte være en del af dette togt, hvilket Brann ikke tog så pænt. Gwenn, der var Branns tætteste ven, vidste hvad han havde i tankerne og placerede 4 store vagter til at sørge for at prinsen ikke sneg sig af sted på dette togt. Tidligt næste morgen lød trommerne på borgen: Fjenden er i sigte! Et par kilometer fra borgen trak en sort bølge langsomt tættere på. Utallige krigere klædt i sort... Foran fjenden løb der en broget skare af sårede flygtninge og imod dem, fra borgen, kom en enlig skikkelse ridende med Col Morns fane højt i vejret. Prins Brann havde narret sine vagter, ved at hyre en pottedreng til at efterligne lortelyde på latrinet, og derefter snige sig væk fra vagterne. Da han nåede flygtningene hoppede han af hesten og hjalp et par sårede op på den, mens han arrangerede resten. Da Gwenn så sin ven og prins i fare strøg han ud af porten for at få ham væk. Han nåede Brann og viskede hårdt til ham "Hvis du ikke kommer op på din hest og ind i borgen lige nu, så slår jeg dig ud af slæber dig tilbage foran disse folk". Brann så smilende på sin ven, "Vi kommer nu. Giv din hest til de sårede, så løber vi tilbage." De gennede resten sammen og fik dem tilbage til borgen før fjenden kunne nå dem. Et par timer senere, på borgmuren, stod de vigtige folk og betragtede fjenden. Pludseligt lød et vådt klask og Conns troldmand lå død op af borgmuren, knust af en stor sten kastet fra fjendens blider. Nu gjorde de det sidste forsvar klar og sikrede tilbagetrækningen.
Fjenden angreb midt på dagen og ved hjælp af Lours direktioner formåede de, trods fjendens store overtal, at give fjenden en blodig tud. Et specielt hårdt slag stod ved en af broerne, hvor Gwenn, alene mand holdt broen mens der blev sat ild til den. De fik brændt alle broer og dermed forsinket fjenden i nogle dage. Yderlige fik de en af fjendens faldne med, så de kunne undersøge fjendens våben. Et tyndt, buet sværd af umådelig styrke, samt ringbrynje syet ind i flere lag stof. Da de fjernede fjendens stålmaske afslørede de et kaffebrunt ansigt og en mund fuld af spidse tænder. Ellers lignede han ethvert andet menneske.
Gaels huskede et børnerim der snakkede om en trussel fra vest. Noget med at vores våben ikke kunne modstå deres. Og noget om store, frygtelige kampdyr, men ikke noget om dæmoner.

http://splatcup.goalsoccer.net

6Recaps Empty Sv: Recaps Lør 25 Okt 2014 - 14:34

Rune

Rune
Founder

Igen så sig endelig til hvis der er noget der skal rettes til eller noget der mangler. Hvis nogen føler sig i digterhumør, så må i også meget gerne skrive recappet om: http://splatcup.goalsoccer.net/t747-recap-diskussion#8644

Fjerde spil-gang tirsdag d. 9/9 2014?  (sidst opdateret d. 25/10 kl. 14:00)

GMHelge
BrannRune
GaelsKrølle
GwennlannJanus
LourJohn
YngvarRasmus



Gruppen trak sig tilbage til en Abhail borg længere inde i landet. Her gjorde de sig så klar som de kunne til at møde fjenden.
I mellemtiden to Yngvar til Troldmandstårnet i hovedstaden for at finde noget der kunne hjælpe mod fjenden.

Under et krigsmøde, da Yngvar er vendt tilbage, foreslår Conn at der laves et angreb på fjenden, da de ikke vil forvente det. Brann er enig, men stoler ikke på Conn. Brann hamrer kongesværdet i bordet og trækker blod af sin hånd idet han opfordrer Conn til at gøre det samme og sværge fred så længe fjenden er i landet. Conn kan ikke snige sig udenom uden at miste ansigt, så han indvilliger og angrebet kan nu planlægges.

De angriber i nattens mulm og mørke. Yngvar har hidkaldt landets ulve til at hjælpe med at jage en skræk i fjenden. Kun 50 mand drager de afsted mod fjendens lejr. Et heroisk slag følger nu hvor fjendens 10 gange større hær næsten slås på flugt. Kun med nød og næppe undgår gruppen dog at blive fanget og Conn lider et dødeligt sår før de undslipper. Tilbage på Abhail borgen gør Yngvar alt hvad han kan for at redde Conn, da det står klart at begge brødre skal overleve hvis landet skal have en chance, men han formår kun at holde ham i live.



Sidst rettet af Rune Lør 25 Okt 2014 - 14:42, rettet i alt 2 gange

http://splatcup.goalsoccer.net

7Recaps Empty Sv: Recaps Ons 5 Nov 2014 - 21:28

R-kølle

R-kølle
Menneske Svaneridder

Sig endelig til hvis der er noget der skal rettes til eller noget der mangler. Hvis nogen føler sig i digterhumør, så må i også meget gerne skrive recappet om: http://splatcup.goalsoccer.net/t747-recap-diskussion#8644

Femte spil-gang tirsdag d. 23/9 2014  (sidst opdateret d. 29/9 kl. 12:30)
GMHelge
BrannRune
GaelsKrølle
GwennlannJanus
LourJohn
YngvarRasmus




Da rusen fra sejren begynde at lægge sig og Conns skader står mere klart for gruppen bliver stemningen mere dyster. Alle husker at de det gamle rim og at de to brødre skal stå skulder ved skulder for at kunne besejre heksekongen.
Gaels der kort før slaget var på jagt efter de manglende vers til visen fremlægger, hvad han har fundet ud af. Visen viser sig at indeholde et vers som de tolker til at handle om Conn

And mortal wounded be kings son
send him to the Arsa or his death be done
he shall turn to war with the turn of the sun


På denne baggrund, på trods af at der stadig er nogen mistro til det gamle rim, beslutter gruppen at tage Conn med til Ehran, hvor Yngwar har en bekendt der kan hjælpe med at få Conn bragt til Arsaerne.

I Ehran finder de ud af at Soane (Yngwars bekendte) er fægslet for at have forgrebet sig på nogle af byens børn. Denne nyhed er noget svær at tage for de fleste i gruppen, men Yngwar overbeviser dem om at Soane på trods af dette er en mand man kan stole på og da Soane indvilliger i at drage i eksil, efter at have hjulpet med at få Conn bragt til Arsaerne, beslutter regenten at benåde ham. Således sendes Conn afsted mod Arsaerne sammen med Soane.

Nu står gruppen på tærsklen til de nordlige stepper, hvorfra de vilde nordlige krigere skal hentes ind for at bidrage i kampen mod heksekongen. Hvordan disse vilde skal overbevises om nødvendigheden i at deltage i en krig langt mod syd er ikke fra start klart. Gruppe ender med at beslutte at Gwenlann skal forsøge at underlægge sig 3 store stammer og på den baggrund presse de andre stammer til også at komme med sydpå.

Således afklaret drager gruppen næste dag afsted den hurtigste vej gennem passet til de nordlige stepper. På vej gennem passet opdager Gwenlann et mærke der indikerer at de er blevet set og umiddelbart på den anden side bliver gruppen passet op af en flok unge krigere. Gwenlann, som de tydeligvis genkende fører ordet og sammen med Yngwar når han til en forståelse med de unge krigere.

De unge krigere melder at deres shaman har fortalt om et mørke der vil skylle ind over landet, dette syn er Yngwar meget interesseret i og gruppen tager derfor med til nordmændenes lejr.

I lejren møder de Whaine, som det viser sig har været nordpå for at forhindre heksekongen i at gå i land på de nordlige kyster. Nordmændene fandt Whaine liggende bevidstløs på stranden og tog ham med til deres lejr fordi de formodede at han kunne hjælpe deres shaman der er faldet under en formular der har lagt ham i et coma. Det viser sig at dette coma vedligeholdes af den ene af de andre shamaner og da Yngwar bryder fortyllelsen over shamamen ånder han ud.

Yngwar er sikker på at den sygdom som sendte den gamle shaman i døden er den samme sygdom der sendte den gamle konge i døden. Gruppen får derfor mistanke til den Deava der tidligere har forsøgt at tage livet af Brann og Lour ihjel og denne mistanke styrkes da det viser sig, at shamanen havde haft et syn, der fortalte ham at de nordlige stammer skulle rejse sydpå for at slutte sig til krigen mod heksekongen. Han havde set at deres skæbner var forbundne.
Whaine fortæller at Gardoran, som forventet, har sluttet sig til Heksekongen.

Da der er blevet lidt ro i teltet tilkaldes Høvdingen og stammens Warchief. Man holder råd og forsøger at overbevise dem om at de skal stole på det syn den gamle shaman havde, men de er overbeviste om at shamanens død er et sikkert tegn på at hans syn var for falskt og de mener derfor ikke at stammen skal drage sydpå. Dette fører til at der bliver vekslet lidt hårde ord mellem Gwenlann, Yngwar, Høvdingen og Warchiefen og implicit aftales det at Gwenlann vil møde Warchief’en til holmgang når gruppen har samlet de andre stammer under Gwenlann.

Derefter drager gruppen videre for at finde Gwenlanns stamme. Det lykkedes og da de møder høvdingen overtaler han Gwenlann til at kalde alle stammerne sammen på et sted og der erklære sig overordnet Warchief, hvilket måske nok vil føre til at nogle vil udfordre ham til holmgang, men til gengæld kommer det til at være overstået meget hurtigere og med held kan han nøjes med at nedlægge få af stammernes nuværende warchiefs, hvis han demonstrere sin overlegenhed.

Denne plan falder Gaels smag da den passer godt overens med det vers der beskriver, hvordan de nordlige stammer skal kaldes til striden

The painted men from northernmost
Shall be brought south to join the host
And this, by a true warchiefs boast

8Recaps Empty Sv: Recaps Man 15 Dec 2014 - 19:00

Rune

Rune
Founder

Sig endelig til hvis der er noget der skal rettes til eller noget der mangler. Hvis nogen føler sig i digterhumør, så må i også meget gerne skrive recappet om: http://splatcup.goalsoccer.net/t747-recap-diskussion#8644

Sjette spil-gang tirsdag d. 8/10 2014  (sidst opdateret d. 15/12 kl. 17:00)
GMHelge
BrannRune
GaelsKrølle
GwennlannJanus
LourJohn
YngvarRasmus

http://splatcup.goalsoccer.net

9Recaps Empty Sv: Recaps Man 15 Dec 2014 - 19:01

Rune

Rune
Founder

Sig endelig til hvis der er noget der skal rettes til eller noget der mangler. Hvis nogen føler sig i digterhumør, så må i også meget gerne skrive recappet om: http://splatcup.goalsoccer.net/t747-recap-diskussion#8644

Syvende spil-gang tirsdag d. 22/10 2014  (sidst opdateret d. 15/12 kl. 17:00)
GMHelge
BrannRune
GaelsKrølle
GwennlannJanus
LourJohn
YngvarRasmus

http://splatcup.goalsoccer.net

10Recaps Empty Sv: Recaps Man 15 Dec 2014 - 19:02

Rune

Rune
Founder

Sig endelig til hvis der er noget der skal rettes til eller noget der mangler. Hvis nogen føler sig i digterhumør, så må i også meget gerne skrive recappet om: http://splatcup.goalsoccer.net/t747-recap-diskussion#8644

Femte spil-gang tirsdag d. 2/12 2014  (sidst opdateret d. 15/12 kl. 17:00)
GMHelge
BrannRune
GaelsKrølle
GwennlannJanus
LourJohn
YngvarRasmus



Gruppen overvandt de sidste forhindringer i elverkongens labyrint og kom ud af bjerget. Ved Soaines lejr fandt de en noget afdæmpet Conn, som ellers så ud til at være kommet sig helt fysisk.
De drog tilbage til hæren og tog afsted sydpå over bjergene. På vejen undrede Yngvar sig mere og mere over Conns ændrede adfærd og i blev til sidst enig med sig selv om at noget var rivruskende galt. Han besværgede den unge prins der straks faldt om på jorden, styrtblødende ud af hovedet og døde kort efter. Han var ikke blevet helbredt af elverkongen, men blot holdt i live, hvis man kan kalde det liv. Yngvar forbandede elverkongen og Soaine langt væk, men de kunne intet gøre. De måtte blot håbe at de havde tydet digtet forkert og at Conn ikke var nødvendig for at vinde krigen.
Efter et par ugers rejse ankom de sydfra til Halla Morn der var under bombardering af fjendens stenkastere. Alle styrker var trukket ud af byen og det så meget sort ud med fjendens store overtal. Ydermere var Yngvar rystet af elverkongens forrædderi, sit manglende syn og skrantende helbred, at han havde mistet lysten til at deltage og holdt sig hos de sårede.
En plan blev lagt og de angreb fjendens styrker fra nord ved daggry og drev dem mod floden hvor bueskytterne ventede. Det blev en stor massakre og de sejrede mod den store overmagt, selvom de lede frygtelige tab. Brann, Gaels og Gwenn angreb heksekongens vogn og nedkæmpede ham og hans livvagter. Dagen var vundet, men hvad betød det? Var fjenden slået?



Sidst rettet af Rune Ons 17 Dec 2014 - 11:59, rettet 1 gang

http://splatcup.goalsoccer.net

11Recaps Empty Sv: Recaps Tirs 16 Dec 2014 - 10:35

R-kølle

R-kølle
Menneske Svaneridder

Rune skrev: ???=Soaine

12Recaps Empty Sv: Recaps Tirs 16 Dec 2014 - 10:51

Janushedemann

Janushedemann
Halv-elver Diplomat

Rune for president Smile

Du er jo recaps-mesteren Smile

/J

13Recaps Empty Sv: Recaps Ons 17 Dec 2014 - 14:54

Rune

Rune
Founder

Hehe, jeg har bare lige hurtigt smidt det ind jeg skulle skrive til i dag.
Janus og John mangler stadig at skrive recaps Very Happy

Hvis i får lyst til at skrive til de gange der mangler (jeg har vist ikke fået datoerne helt rigtigt) så bare skriv dem herinde, så skal jeg nok få flyttet dem det rigtige sted hen.

http://splatcup.goalsoccer.net

14Recaps Empty Sv: Recaps Fre 26 Dec 2014 - 22:57

Rune

Rune
Founder

Sig endelig til hvis der er noget der skal rettes til eller noget der mangler. Hvis nogen føler sig i digterhumør, så må i også meget gerne skrive recappet om: http://splatcup.goalsoccer.net/t747-recap-diskussion#8644

Femte spil-gang onsdag d. 17/12 2014  (sidst opdateret d. 26/12 kl. 21:00)
GMHelge
BrannRune
GaelsKrølle
GwennlannJanus
LourJohn
YngvarRasmus



Lettede over sejren, men bekymrede over hvad der nu ville ske, fik gruppen styr på resterne af hæren. De havde mistet en stor del af landets ungdom, men de var ikke slået. Yngvar så til Brann og fik ham hurtigt på benene igen, men noget nagede Yngvar...Han manglede svar. Hvorfor var fjenden kommet? Hvem var de og hvad ville de? Noget sagde ham at svaret kunne findes hvis de vidste mere om elverkongen og hans indflydelse på landet. Yngvar havde længe mistænkt kongestenen for at være et fremmedlegeme i landet og altså ikke en repræsentation af landet som druiderne hævdede, men ingen i live kunne fortælle ham mere end han allerede vidste. Tæt på Halla Morn lå ærkemageren ??? begravet. Han var ærkemager da huset Morn samlede landet og måtte vide noget om stenen. Yngvar opsøgte Biallinde (Dødningedronningen) da hun var den eneste med en chance for at få den afdøde ærkemager i tale. Yngvar fik nogle unge drenge til at åbne graven og Biallinde kaldte til knoglerne med Yngvars hjælp. De fik fat i ærkemageren og Ynvar udspurgte ham om sine mistanker. Kongestenen var en gave fra elverkongen og hans kone Lislith, elverdronningen. Det hele faldt på plads. Elverkongen og hans kone havde igennem flere hundrede år blødt landet for dets liv og ungdom. Med druidernes hjælp havde de kørt en maskerade med kongestenen og bildt folket ind at landet valgte kongen, men i stedet var det elverkongen. De havde bildt folket ind at der var to slags Arsa, de god og de onde, de lyse og de mørke, men det var én race, 2 personer, elverkongen og elverdronningen, Siosain og Lislith. Med denne frygtelige åbenbaring kaldte Yngvar til råd.
Ved rådet var alle de vigtige mænd i landet samlet. Brann udtrykte et ønske om at man valgte ham til konge med det samme, da Conn ikke længere var den anden mulighed og landet havde brug for en kongen, ikke en regent, hvor dygtig han end måtte være. Yngvar fik dog kaldt til ro og fortalte derefter hvad han nu vidste. Alt dårligdom i landet, de sidste mange hundrede år, skyldtes elverkongen og hans dronning, og kongestenen var en ruse, der sikrede elverkongen kontrollen over landet. Der opstod tumult og protestråb, men det døde hurtig bort, som Yngvars ord fik tid at falde på plads. Alle var enige om at kongestenen ikke skulle bruges til at krone den næste konge, men ingen vidste hvad der så skulle ske. Gwenn og Gaels foreslog at regenten skulle fortsætte til krisen var overstået. Brann mente at de skulle vælge en kongen med det samme, da folket havde brug for et samlingspunkt, og regenten havde ikke evnen til at være dette. Til alles overraskelse erklærede Duhnall sig enig med Brann og støttede Branns kandidatur som konge. Yngvar og Lour støttede også op om Brann. Der blev talt og diskuteret i et stykke tid og til sidst blev der stemt. Med 1 stemme i overtal valgte de at regenten skulle fortsætte på ubestemt tid.

http://splatcup.goalsoccer.net

Sponsoreret inhold



Tilbage til toppen  Besked [Side 1 af 1]

Lignende emner

-

» recaps
» recaps

Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum