Rettelser, tilføjelser eller kommentarer kan skrives herinde: http://splatcup.goalsoccer.net/t747-recap-diskussion#8644
Første spil-gang lørdag d. 8/3 2014 (sidst opdateret d. 21/3 kl. 19:30)
Den frostklare nat fyldtes med lyden af knirkende læder, årer der forsigtigt sænkedes i det iskolde vand og en enlig ulv i de fjerne skove. En lanterne i fronten af den lille robåd kastede sit skær på det natmørke vand. Med rolige bevægelser skubbede Lour til roret så den skrøbelige båd undgik de største isflager. En sagte banden mumlet fra skægget af Yngvar hver gang en mindre isflage strejfede båden, fremkaldte et skævt smil hos kæmpen Gwenn, der sad med årerne i sine store næver. Der var ikke brug for Gwenns styrke til at drive båden fremad, da strømmen i floden var dem gunstigt stemt. Kun en sjælden gang imellem sænkede Gwenn en åre, og da kun for at bremse bådens fart. Forrest i båden stod Brann med hånden på rælingen og blikket rettet mod noget han ikke kunne se.
Langsomt dukkede spredte lys op i det fjerne, Halla Morn, Kongens by og nattens mål. En hånd rørte blidt ved Branns skulder. "Husk nu hvad vi talte om. Sværdet er vores eneste mål i nat". Yngvars stemme var dyb og på samme tid trøstende og streng. Han vidste hvad Brann tænkte på, og det måtte ikke sætte planen på spil. Fraværende rystede Brann på hovedet. Sværdet var nattens mål, men intet skulle stoppe retfærdigheden hvis guderne gav ham sin broder, Conn.
Langsomt drev båden forbi den yderste bymur og små stenhuse med tørvetage dukkede frem i natten. Selv ikke frosten kunne fjerne lugten af brænderøg, affald og dyr, men den var ikke nær så slem som når sommervarmen lå over byen. En spændt stilhed fyldte natten.
Et drej på roret og et nik fra Lour gav Gwenn besked om at tage over. Et svagt "plomp!" brød stilheden da den første åre ramte vandet og alle 4 stivnede i forventningen om et alarmråb fra en årvågen vagt. Kun et svagt grynt fra den nærliggende grisesti svarede dem. En vrissen fra Yngvar gjorde Gwenn opmærksom på at båden var ved at drive væk fra kajen og han satte årerne i vandet og trak dem sikkert ind mod land.
Båden gyngede let da Brann satte af, men det stoppede hurtigt da rebet, der var bundet fast i båden, strammedes til. Brann lod sit blik glide hurtigt over kajen og noterede og affejede de få fiskerbåde der lå til. Det så ikke ud til at der var nogen der trodsede frosten og overnattede i deres båd, og hvis de gjorde, så havde de ikke hørt dem. "Klar!" hviskede han til de andre og satte afsted forbi grisestien uden at vente. 2 gange mere gyngede båden før Lour halede rebet ind, tog fat om årerne og forsigtigt styrede båden væk fra kajen. Et enlig lys i troldmandstårnet i midten af floden, mindede de 4 om at deres togt hang i en tynd tråd.
Et halvt minut efter at have forladt kajen stod Brann foran muren ind til kongsborgen. Langsomt lod han sin hånd glide hen over de kolossale sten. Hentet af kæmper, bygget af dværge, gik legenderne. Én ting var sikkert, mennesker havde ikke slæbt disse sten og bygget disse mure. En lyd af knitrende sne advarede Brann om at Gwenn og Yngvar havde indhentet ham. Han vendte sig med et stort smil og blev besvaret med en hovedrysten fra Yngvar "Vi har ikke råd til dine narrestreger i nat! Lad mig føre an, til vi skal ud igen. Som vi aftalte, unge Brann". Yngvar var tydeligt rasende og det mindede Brann om hans narrestreger med sin gamle lærermester. Et blik fra Gwenn fik ham dog på bedre tanker. Det er ikke kun mit eget liv der er på spil i aften.
Yngvar trådte op til muren, lukkede sine øjne og åndede dybt ud. En sky af damp forlod hans skæg og forsvandt lydløst op i nattehimlen. I en pludselig bevægelse strøg begge hans arme ud til siden og samledes hurtigt igen, fulgt af flere komplekse bevægelser med arme, hænder og fingre. Små dampskyer afslørede at troldmanden udtalte ord der ikke kunne høres. I en afsluttende bevægelse kastede Yngvar begge sine hænder mod jorden og småsten og blade raslede bort i en cirkel rundt om ham. Langsomt hævede Yngvars fødder sig fra jorden, til han stod på tæer og pludselig slap han jorden og svævede langsomt mod toppen af muren. Gwenn og Brann stod måbende og betragtede deres ven forsvinde op i natten før de begge kiggede på hinanden og smilende rystede på hovedet.
Et kort øjeblik senere sejlede et reb ud af natten som Brann greb før det ramte jorden. Et par kraftige ryk i rebet forsikrede ham at det var sikkert forankret og han satte hurtigt afsted op af muren. Brann havde klatret på murene i hele sin barndom og havde egentlig ikke brug for rebet, men Yngvar havde insisteret. Intet måtte overlades til tilfældighederne. Få sekunder og 4 meter senere toppede han brystværnet, hvor Yngvar ventede. Et hurtigt smil og et klap på Branns arm, afslørede Yngvars nervøsitet, før han vendte sig mod borgen lidt længere fremme. To spyd blev rakt op til Brann, der hurtigt greb dem. Rebet knagede klagende da Gwenn satte fra ved foden af muren, men trods den store krigers vægt, trak han sig hurtigt op af muren. Efter at have pakket rebet sammen satte de 3 afsted mod borgen, Yngvar først, derefter Brann og med Gwenn som bagtrop.
Med korte og præcise bevægelser sikrede Yngvar, med spyddet forrest, at svalegangen var fri i begge retninger. Gwenn rullede med skuldrene for at løsne sine muskler. Hans blå stammetatoveringer stod tydeligt frem i det blafrende skær fra en enlig fakkel. Med lette skridt nærmede de sig døren ind til portrummet.
Yngvar knælede, lagde øret mod døren og lagde en finger mod læberne. Efter få øjeblikke nikkede han let til sig selv, rejste sig og lagde hænderne fladt mod døren. Hans læber bevægede sig, han slap døren og sænkede langsomt hænderne. Et lettet suk undslap troldmanden før han skubbede forsigtigt til døren.
De 3 trådte ind i et tomt, mørkt rum hvor portvagten opholdt sig hvis vejret eller selskabet fordrede det. På deres venstre side gav en stige adgang til taget, hvor 2 vagter højst sandsynligt opholdt sig. Lemmen var lukket. På deres højre side førte en lukket lem ned til etagen under og Yngvar sad allerede ved denne og lyttede. Igen gik der kun få øjeblikke før han nikkede, åbnede lemmen og kravlede ned af stien. De to andre fulgte ham hurtigt ned i et oplyst rum. En grov latter mødte dem fra en halvåben dør og alle tre greb hårdt om dere spyd, før de opdagede at det ikke var dem latteren var tiltænkt. En drengestemme lød undskyldende, døren åbnede sig let og en ung dreng vaklede ud med et tomt drikkebæger i favnen. Drengen opdagede intet før Yngvar havde fat i ham med en finger på læben. Brann og Gwenn genkendte ikke drengen, men hans øjne lyste op af genkendelse ved at se de to, og han skulle lige til at sige noget før Yngvar ruskede ham "Stille, dreng, du har ikke set os." Hviskede han. Drengen nikkede ivrigt og Yngvar slap hans arm for at se ham vakle ned at trapperne mod køkkenet.
Rummet indeholdt 4 døre, 1 trappe og stien de lige var kravlet ned af. 1 dør ledte ind til ridderne, hvor man kunne høre latter og grove stemmer. 2 døre ledte til svalegangen og 1 dør ledte til statsrummet. Det var denne dør de tog. Mere ivrig og mindre forsigtig lyttede Yngvar nu kun kort tid til døren før han åbnede den. Rummet var tomt og dets eneste kendetegn var trappen op til de royale gemakker, som de tre straks løb ad. Før de nåede toppen af trappen blev de ramt af den tykke og støvede lugt af brændt bynke, der dækkede over den klamme dunst af afføring bag bynkens overvældene lugt. Rummet de trådte op i var tomt, kun oplyst af et brændende røgelseskar i det tilstødende værelse. I hjørnet af dette værelse, prinsens værelse, kunne de se en lille skikkelse indhyllet i skind, og ved siden af denne, den åbne dør ind til kongens soveværelse, hvor en mystisk mumlen kunne høres fra. Brann holdt venstre arm op for næse og mund i et forsøg på at mindske dunsten af lort og bynke. Gwenn tjekkede trappen og sikrede at de ikke blev forstyrret og Yngvar skred tværs gennem rummet mod kongens dør. Han nåede døren i samme øjeblik som Waihn Aldesfarne, Kongens ærkemager, vendte sig om fra hans plads ved Kongens seng. De to rivaler stirrede på hinanden i et splitsekund før Yngvar hamrede sit spyd i gulvet og udbrød et enkelt ord. Hans kappe blafrede og Waihne, der var midt i en bevægelse, kollapsede på gulvet som en marionet der får klippet sine strenge.
Et øjeblik var der helt stille før der hørtes en klynken fra skindbunken. Brann fór derhen, rev en håndfuld skind til side med venstre hånd, mens han pegede med sit spyd mod personen under. Et ynkeligt syn mødte hans blik. Et gennembanket kvindebarn forsøgte at skjule sin forslåede, nøgne krop med tynde knokkelarme. Et øjeblik stod Brann som lamslået. Han vidste at hans broder så de svage som ting at udnytte, men dette var værre end noget han havde set før. Han sank en klump og knugede hårdere om spydet. "Hvor er Conn?" knurrede han gennem hvide læber. Pigen løftede sit blik ved lyden af Branns stemme. "Nedenunder, herre. Han gik nedenunder" bævede hun og slog straks blikket ned af frygt for at hendes svar vagte ubehag. Brann kiggede over sin skulder mod Gwenn ved trappen. Heldigvis havde han ikke set pigen. Conn var Branns, og den ret skulle Gwenn ikke tage fra ham i et raserianfald. "Han er kold. Dødskold." Yngvar rystede på hovedet mens han fjernede sin hånd fra kongens pande. "Han ånder, men dette liv er ikke naturligt, der er andet på spil her." Troldmanden fiskede et sneglehus frem fra en skjult lomme og begyndte at mumle ord over kongens legeme. En knirken bag Brann fortalte ham om hans fejl. Gwenns skygge blokerede lyset, men genskæret i murens sten var nok til at pigens tilstand var tydelig for den store kriger. "Brann..." tænder skar mod hinanden "..hvem..?" Brann rejste sig hurtigt og vendte sig mod sin ven. "Hun tør ikke sige det, men vi finder måske svaret nedenunder." Brann lagde beroligende sin hånd på Gwenns skulder. "Lad os vente på Yngvar, han er færdig om lidt". Urolig for sin ven og hvad han nu kunne finde på, stred Brann ind i sin faders kammer efter Kongens sværd, målet for nattens mission. Hvor sværdet plejede at hænge var nu et tomt gevir. Sværdet var borte. "Ved Dorchas kugler!" udbrød Brann vredt og vendte sig mod døren igen. Han forsøgte at undgå at se på sin faders lig, men kort strejfede hans blik faderen og der løb en kuldegysning gennem hans krop og han måtte vaklende støtte sig til væggen. "Er det Waihn der står bag?" Brann stirrede på Yngvar, der fortsatte sin mumlen og fagter over Kongen. Brann løftede spyddet og gjorde klar til at støde det i ærkemagerens bevidstløse krop, "Jeg ved det ikke, Brann. Forstyr mig ikke mere". Yngvars stemme lød træt og bedende og Brann ombestemte sig og gik ud til Gwenn. "Hun er gennembanket, Brann." Gwenns stemme var næsten ikke til at høre, men Brann trådte ikke tættere på. Han genkendte vreden i Gwenns øjne og vidste at tiden var ved at rende ud. "Lad os vente lidt endnu..." Brann indså at han talte for døve ører. Gwenns blik var fraværende og hans kæbemuskler spændtes arrigt. "Jeg venter ikke!" Gwenns øjne lynede da han i et ryk satte afsted mod trappen. Brann så kort på Yngvar og satte så i løb efter Gwenn.
På vej ned af trappen løsnede Gwenn sit sværd fra skeden og sikrede at det nemt kunne trækkes når han fik brug for det. Højre hånd knugede hårdt om spydet og han ramte gulvet i løb mod døren til riddernes værelse, skarpt forfulgt af Brann. Den halvåbne dør kastede både lys og lyd ud på de to fremstormende krigere, og skjulte ikke deres trampen i guvlet. Gwenn sparkede døren op og afslørede 4 riddere kun iført polstrede kofter rejse sig fra et rundt bord i midten af rummet. Skamlerne de sad på blev kastet tilbage og terningebægeret på bordet væltede og strøede terninger ud over bordet. Et øjeblik stod tiden stille og det eneste der virkede til at bevæge sig var riddernes øjne der blev større og større af genkendelse og skræk. De 4 riddere havde været hos Kongen gennem flere år og en af dem var endda vokset med de to indtrængende. Gwenns højre arm bevægede sig bagud i en glidende bevægelse, før den skød fremad og slap spyddet. Om det var uheld eller fordi Gwenn havde genkendt sine tidligere kammerater, var ikke til at sige, men spyddet borede sig ind i dørkarmen. Et andet spyd fór forbi Gwenns hoved, tværs over bordet og gennemborede én af ridderne, der slap sit halvtrukne sværd og kollapsede på gulvet. En metallisk hvislen lød i rummet da 5 sværd blev trukket af deres skeder. Gwenn udbrød et vanvittigt krigshyl og stormede ind i rummet hvor de 3 riddere trak sig frygtsomt tilbage. De kendte alle til Gwenn og vidste at uden rustning og forstærkninger havde de ingen chance for at besejre de 2. Gwenn forcerede en væltet skammel og tvang to riddere til at trække sig væk for at redde deres liv. Brann trådte ind i døråbningen og blokerede udgangen. Hans ansigt forvred sig i et vanvittigt smil og kamplysten lyste ud af hans øje. Langsomt nærmede han sig ridderen tættest på døren. Imens gjorde Gwenn kort process af sin modstander. En hurtig finte mod ridderens fod, som ridderen kun med besvær parerede, blottede ham for et tværslag, der åbnede den polstrede kofte fra venstre skulder til højre hofte. Blodet stod ud i en fontæne og gennemblødte Gwenns sværdarm. Ridderen væltede tilbage for at redde sit liv, men han nåede knap et halv skridt før sværdet lynede igen, denne gang fra højre skulder til venstre hofte. Kroppen ramte jorden med en våd lyd og rummet fyldtes med en ram stank da ridderens tarme tømtes ud på det blodvåde gulv. Brann kastede et blik på Gwenn og rettede sig lidt op fra sin kampstilling. "Giv op, læg jeres våben. I kæmper på den forkerte side, men det er ikke for sent." Han så med forventning på de to riddere. Én af dem havde kantet sig tættere på døren og satte afsted i et desperat forsøg på at nå ud. En knurren forlod Branns læber. Han huggede efter ridderens side, men slaget parrerede ridderen nemt, og forsvandt ud af døren. Råben og våbenklirren kunne høres fra en lavere etage. Nu var vejen til Yngvar afskåret. Den sidste ridder så forhåbningsfuldt efter sin ven og efter at have delt et blik med Gwenn trådte Brann til side, så døren blev fri. Ingen grund til at dræbe nu. Ridderen forlod rummet og Gwenn løb hen til døren og smækkede den i. "Krigsrummet" sagde han og nikkede mod rummets anden udgang. Brann løb ind i krigsrummet og lod sit blik fare over det store bord, dækket af træfigurer og skind med tegninger. For enden af bordet stod Kongens trone og over armlænet hang Kongens sværd. 3 hurtige skridt bragte Brann hen til bordenden, hvor han hamrede sit sværd, spidsen først, i bordfladen. Det tegn ville Conn forstå. I et snuptag greb han den forgyldte sværdskede og vendte sig mod Gwenn. "Her!" udbrød han og strakte sin arm triumferende i luften. Gwenn nikkede sammenbidt, før han rystedes af et slag på døren, han holdt lukket med sin ryg. Krigsrummet havde en udgang til svalegangen og Brann hastede hen til døren og rev den op. En iskold vind og svag råben slog ham i møde. Brann kastede et blik på Gwenn, der forlod sin post ved døren og satte i løb mod Brann. Nu havde de kun en sidste flugtvej. Floden. For enden af svalegangen var et skydeskår der vendte ud mod floden, hvor Lour, efter aftalen, ventede med båden. Bran satte i løb, skarpt forfulgt af Gwenn. De nåede skydeskåret og Brann sprang smidigt op, knugede om sværdet i sin venstre hånd og sprang. Udad for ikke at ramme for tæt på bredden hvor isen var tykkest.
Gwenn stod tilbage og så to riddere bryde ud af døren bagved ham. Skydeskåret var placeret i hjørnet og fra svalegangens anden retning nærmede en enkelt ridder sig også. Med ryggen mod skydeskåret, for at dække sin tilbagetrækning, forsøgte Gwenn at få sin venstre fod op i indskæringen, uden at miste balancen. Ridderne så deres snit og angreb med hurtige stik. Halvt sammenpresset og halvt ude a balance, parrerede Gwenn dog stadig de første 3 stik, før et gled forbi hans sværd og snittede et ribben. Det var et svagt stød, men det burde stadig have trukket blod. Ridderen stod måbende og gloede på sit sværd og Gwenns uskadte hud, før et råb fra hans kammerat vækkede ham, og de fornyede deres angreb. I en sidste krafteksplosion hvirvlede Gwen sit sværd i en dødbringende bue, der tvang ridderne tilbage, og sprang derefter helt op på brystværnet. I et mægtigt afsæt satte han fra og fulgte Brann ud i nattemørket.
I Kongens værelse, bandede Yngvar sagte, da han forgæves måtte opgive, at tyde den sorte magi, der gennemsyrede den døde kongens legeme, og bevægede det så det lignede vejrtrækning. Yngvar hørte febrilsk råben fra etagen nednunder og kiggede rundt efter Brann og Gwenn. De var ikke at se, og han kunne nu med sikkerhed deducere at de højst sandsynligt var blevet afsløret. Yngvar kiggede med væmmelse på sin bevidstløse rival. Waihn, Kongens ærkemager, og bane, tydede det til. Et kort øjeblik overvejde troldmanden at gøre en ende på sin rival, men han opgav det med det samme. Det var ikke værdigt. I stedet greb Yngvar en håndfyld af ærkemagerens skæg, trak sin kniv og høstede en værdifuld pris. Nu skulle ærkemageren ikke længere kun bekymre sig om at besværge kongen og lokalisere Brann, men også om at beskytte sit eget liv fra Yngvar. Med Waihns skæg havde Yngvar en renere forbindelse til ærkemagerens kød og sjæl. Yngvar smilte for sig selv og pakkede skægtotten ned i en tom pung. Efter at have høstet sit trofæ, tømte Yngvar hurtigt indholdet i ærkemagerens lommer og punge ud i kongens buldrende pejs. Endnu en forhindring for Waihn, der nu skulle til at finde nye foci til sine mørke kunster. Tilfreds med sin dåd, gik Ynvar roligt hen til døren, lukkede den og boltede den indrefra. Trappen ville alligevel være umulig om et øjeblik, når blodtørstige vagter strømmede op. Der findes heldigvis altid en anden udvej for en mand med åbne øjne. Yngvar sukkede dybt, fandt endnu engang sneglehuset frem fra sin lomme, og begyndte langsomt at mumle ældgamle ord...5 minutter senere, da vagterne endelig fik brudt døren til kongens værelse ned, fandt de det tomt, kun med den halvt skægløse Waihn, omtumlet rejse sig fra gulvet.
Branns fødder lammedes da han ramte isen, og kun med nød og næppe formåede han at holde fast i sværdet, da isen brød og den mørke kulde omsluttede ham helt. I flere sekunder hvirvlede han rundt i det iskolde dyb, uden at vide op fra ned, før han pludselig brød overfladen. En stor indånding af den iskolde luft rev ham smertefuldt i halsen og lungerne, men den livgivende luft bragte mere glæde en smerte, og han tog endnu en mundfuld, før han kiggede sig rundt. Der, 3 meter borte, ventede båden med Lour. Kulden var ved at få sit tag i Branns muskler, og kun med en mægtig kraftanstrengelse fik han gang i ben og arme og svømmede mod båden. Da han nåede den, tog Lours kraftige næve fat om Branns underarm og hev ham om bord. Samtidig hørtes et stor plask tættere på muren, og Gwenn dukkede spruttende op fra vandet. Lour vendte sikkert båden og bragte dem tættere på Gwenn, der kort efter greb fat om rælingen og nær kæntrede båden. Lour trådte over i den modsatte siden af båden med Brann, og nu kunne Gwenn hive sig op i båden. Efterhånden kunne de se flere fakler tændes på borgen og flere råb lød ud mod vandet. Brann skilte sig rystende af med sit våde tøj, og tog mod tørt vintertøj og en tyk pelskappe fra Lour. Gwenn, der ikke havde haft en trævl på overkroppen, lod sig ikke mærke af kulden. Han tørrede roligt det iskolde vand af sin dampende hud, mens han stirrede ængsteligt mod lyset i Kongens værelse. Lour opfattede hurtigt situationen og brød stilheden "han finder en udvej, det gør han altid, den gamle ræv". "Det gør han nemlig" svarede Yngvars stemme, og båden gyngede blidt, som var der en person der var trådt ned i båden. Alle tre vendte sig mod stævnen af båden, hvor de anede omridset af Yngvar i stjerneskæret. "Når i er færdige med et glo på en gammel mand, så grib årerne og lad os forsvinde herfra" udbrød han vrissent og satte sig ned. "Ha!" Brann lænede sig over og klappede troldmanden på skulderen. "Det er første gang du har indrømmet at du er gammel!".
Med lanternen slukket, havde de kun stjerneskæret til at lede vej i natten. Både Gwenn og Brann tog hårdt fat i årerne, og med strømmens hjælp skød de en god fart gennem vandet. Lours hurtige reaktioner og rolige hånd styrede dem sikkert gennem natten, uden om væltede træer, skjulte sten og den evige is der strakte sig langs bredderne. Al tale forstummede og alle sad spændte og lyttede til de forsvindende lyde af råben og hundegøen fra Halla Morn. Byen var ved at vågne og der ville ikke gå lang tid før baunen blev tændt. Hvis de skulle have en chance for at forsvinde ud i vildnisset skulle de nå Rabhchain før Halla Morns baune blev tændt. Hvis først Rabhchain fik besked, ville de ikke have en chance og Gwenn og Brann fordoblede deres anstrengelser.
Efter en times tid lagde de til ved en snedækket bred. De greb alle deres udstyr, sække, skind og våben og sprang fra båden op på bredden. Ca. 100 meter borte i mørket kunne de skelne en afrundet jordvold, kronet af en lav træpalisade. Rabhchain, baunebyen, hvor deres heste ventede. Byvolden omsluttede byen i en cirkel, kun brudt ved de to porte, en mod øst og en mod vest. På den modsatte side af byen, ca. 600 meter borte lå baunehøjen som byen blokerede deres udsyn til, men alle spekulerede de på om de ville nå den før baunen blev tændt. Gwenn havde iført sig en mørk hørskjorte og forsvandt nu nærmest i mørket. Næsten lydløst begav de sig afsted over den snedækkede jord, med retning mod byen. Da de nåede jordvolden udbrød Gwenn en lav hvislen. Mod syd voksede et lys i kraft. Halla Morn alarmerede landet. De 4 så på hinanden, nikkede og satte i løb rundt om volden, Lour mod byens indgang mod øst, på flodens side, og Gwenn, Yngvar og Brann rundede byen for at nå baunen hurtigst muligt.
Lour nåede den åbne port. Der var ingen vagter her. Så tæt på Halla Morn var der ingen lovløse. Byen lå helt død og Lour hastede til stalden uden at dæmpe sine tunge skridt. Han nåede stalden og slog dørene op. Den varme lugt af heste, halm og møg slog ham i møde. De 4 heste stod sadlet og klar, som aftalt og Lour tog fat i de 4 reb og trak dem ud af stalden. Et råb fra byens anden port, brød nattens stilhed, som et tordenskrald fra en skyfri himmel. "Halla Morn, Halla Morn!". En vagt kastede sig op på sin hest og satte hælene i dens flanker, med retning mod baunen. Lour kunne skimte to skikkelser mere, tumle ud af et lille hus ved siden af porten, deres ven lige var faret ud af. De to skikkelser væltede ud af porten og kiggede mod syd. Lettere rystet, men besluttet, satte Lour i småløb mod porten og de to skikkelser.
De 3 rundede byen og nåede porten mod vest. De havde tydeligt udsyn mod baunen nu og de kunne svagt ane et ildbækken og noget der bevægede sig oppe på bakken. Gwenn satte i løb og efterlod Brann og Yngvar bag sig. Som en ulv skød han frem gennem natten, og jorden fløj forbi under hans fødder. Selv ikke en hest kunne følge det tempo, tværs over heden i mørke kun oplyst af stjernerne. Kun rovdyrets instinkter styrede Gwenn forbi sten, faldgruber og fordybninger der ville have brækket en mands ben, og han forsvandt i mørket, som en skygge i natten. Et brøl brød nattens stilhed. Yngvar og Brann vendte sig mod porten og hørte hestehove ramme jorden, kort før de så en mand på hest skyde afsted mod baunen. "Dorchas!" Udbrød Brann. Vagten skulle ad vejen, der slog en stor bue før den nåede baunhøjen, men det ville stadig blive tæt løb. Stemmer fik Brann til at kigge mod porten igen og Yngvar greb ham og trak ham ned mod jordvolden. Jorden var hård og kold og Brann landte akavet oven på sin venstre hånd. Det gav et sæt, da hans vægt ramte den kvæstede hånd og han bed tænderne sammen får at undgå at råbe op. "Baunen er sgu tændt, Hraidh!". Det var en ung stemme og den lød nærmest ivrig. "Årh, ved Hels porte, nu får vi ingen søvn i nat!". Den anden stemme var dybere. Et harsk og en spytklat fulgte. Brann flyttede vægten fra sin hånd og trak den ud under sig. Han holdt hånden op foran sig mens han mens hans langsomt, prøvende, bevægede de ømme, krumme fingre. Hånden var stadig brugbar, men den var ikke blevet bedre af slaget. "Til side, bønder!" Lours dybes stemme lød som et piskesmæld og febrilsk flyttede de to vagter sig, så han frit kunne lede de 4 heste ud af porten. Først da Lour var nået 10 meter væk fra byporten, dristede en af vagterne sig til at råbe ham an. "Hov, øh, vent stop." I det samme rejste Yngvar sig fra jordvolden og gik med hastige skridt mod de to vagter, der begge tog et skridt bagud i forskrækkelse, over endnu en skikkelse i mørket. Lour standsede op, vendte sig rundt og tids nok til at se Brann komme spænende mod sig. 3 lange skridt bragte Brann tæt på hestene og han kastede sig i sadlen og jog hælene i hestens sider, "Hjælp Yngvar!" råbte han før han forsvandt ud i natten, mod baunehøjen.
Yngvar var nu kun få skridt fra de to vagter, der begge havde trukket deres køller og stod i forsvarsposition med skrækfyldte øjne. "Tilbage!" råbte en af dem, mens han svingede afværgende med køllen. Yngvar stoppede op og pegede med en anklagende finger mod vagten. "Dhûhrahrum!" En vred tåge forlod Yngvars mund og hvirvlede mod vagterne. Den ene af vagterne kastede sin kølle bag sig og strakte begge arme frem med håndfladerne op og udad i overgivelse, og den anden vagt vendte det hvide ud af øjnene og kollapsede på jorden, mens en pispøl langsomt spredte sig under ham. "Læg dig, på maven!" Yngvars stemme var hård som sten og vagten adlød med det samme. Ud af en af sine poser, trak Yngvar en snor, som han hurtigt og fikst svinebandt vagten med. Da han var færdig vendte han sig og kiggede mod baunen, der endnu var gold og mørk.
Gwenn havde løbet de første 400 meter og var pisket gennem buske og krak, havde forceret flere tilfrosne vandhuller og var nu kommet til den stejle stigning op ad baunehøjen. Han stoppede kort op og skulle til at trække sit sværd fra skeden, men sværdet var frosset fast, grundet turen i floden og den efterfølgende flugt. Et kraftigt slag på siden af skæftet løsnede det nok til at Gwenn lydløst kunne trække det, og han satte afsted op af bakken, i lange kraftige skridt. Dampen stod i store skyer ud fra hans mund, og hans brede brystkasse pumpede det livgivende ilt ind i hans årer. 30 meter fra toppen hørte Gwenn et højt råb fra byen. Han drejede hovedet, skimtede det svage lyse fra Halla Morns baune i det fjerne, og en person strøg ud af Rabchains byport på vej mod baunen i vildt ridt. Længere oppe af bakken kunne han pludselig høre stemmer og i et vildt forsøg på at forhindre at bålet blev tændt, kastede han sig op ad bakken, ikke længere bekymret for at skjule sin tilstedeværelse. 2 vagter kom til syne som han rundede toppen af bakken, og en af dem var ved at vende sig
da Gwenn faldt over dem. Et øjeblik var Gwenn ved at spidde den nærmeste vagt, men noget fik ham til at ændre mening i sidste splitsekund og vagten faldt omkuld med en stor bule i panden. Hans ven kiggede undrende ned på sin ven før en stor næve greb ham i nakken og slyngede ham bagover ned af bakken. Gwenn kunne høre vagten tumle ned af skråningen flere sekunder efter han tabte ham af syne. Han bliver ikke et problem lige foreløbigt. Der lå kun få pletter med sne på bakketoppen, det meste ført bort af blæsten og andet trampet til smat og mudder tæt ved ildbækkenet. Bålet var omkring 2 meter højt og bygget til at fænge hurtigt. Der var fanget lidt sne inde mellem bjælker og grene, men det var tydeligt at se at der var gjort en indsats for at holde bålet rent og klar til at blive tændt. Gwenn tørrede sveden af panden med sin arm, før han gik over til ildbækkenet. Varmen var stærkere da han nærmede sig, og Gwenn stak sit sværd i skeden, før han tog fat i fadet med gløderne, der målte en halv meter i diamater, og slyngede det ned af den snedækkede skrænt. Gløderne spredes vidt og bredt og lå som små øjne og stirrede op i natten.
De tordnende hestehove advarede Gwenn om at han ikke længere var alene, og han trådte hen foran bålet og trak sit sværd af skeden, netop som rytteren kom til syne længere nede af stien der førte op til baunen. Måneskæret viste rytteren som en midaldrende, lettere fed mand, klædt i noget der lignede en uldkofte. Han så ikke ud til at være bevæbnet. Rytteren trak hårdt i hestens tøjler da han øjnede kæmpen tårne sig op foran bålet i mørket. Hans blik flakkede hurtigt over bakketoppen og Gwenn gættede at han nu havde noteret sig at han var alene. "Du tænder ikke bålet i nat" Gwenn tog et skridt mod rytteren og pegede med sværdet på rytteren. Hesten bakkede væk fra Gwenn, og rytteren så sit snit og hev hårdt i seletøjet for at få hesten til at dreje rundt så han kunne undslippe. Før han fik hesten drejet helt rundt lød der hestehove længere nede af stien og Brann dukkede op i fuld gallop. Rytteren var i vildrede og hesten vrinskede højt, blottede tænderne i frygt og slog med hovedet så han nær var røget af. Da Brann var godt 10 meter fra toppen sænkede han farten og sagde med klar og bydende stemme "Du har sikkert genkendt mig." Han ventede ikke på at rytteren skulle svare ham "Du ved også at vi ikke kan lade dig tænde baunen. Stig af nu og læg dit sværd, så sparer du dit liv og din familie for en stor sorg". Rytteren der nu havde styr på sin hest, sad et øjeblik og kiggede på Brann, før han trak sin stridskølle og smed den på jorden. Brann gennede sin hest lidt tættere på og så varsomt til mens rytteren steg af sin hest. "Der er to mere herovre" Gwenn pege bagud mod den anden side af bakken. "Jeg kommer ned med dem om lidt". Brann nikkede, red frem og greb tøjlerne på den rytterløse hest. "Hvad er dit navn, ven?" Brann kiggede på rytteren. "Øh, M..Marrec, min herre" svarede rytteren og bukkede dybt. "Vi gør dig ikke ondt, Marrec, men vi bliver nødt til at binde dig." Brann viste Marrec med hånden at han skulle gå foran hestene, ned mod Rabhchain.
Nede ved byporten havde en stilhed bredt sig i natten. Det var umuligt at byens beboere ikke havde hørt optrinnet, men det lod til, at de ikke havde mod eller nysgerrighed til at vove sig ud af deres hytter. Kort efter Brann og Marrec, ankom Gwenn med en bevidstløs mand over skulderen og en skrækslagen ung knøs vaklende foran sig. I mellemtiden havde Lour fundet noget reb i vagtskuret og de bandt vagterne forsvarligt. "Hvis vi hører jeg råbe efter hjælp, så vender vi om og gør arbejdet færdigt" Yngvar stirrede på de 5 bagbundne mænd og lænede sig let frem mod dem og spændte grebet om sit spyd. "Så må i jo se hvornår i tør tage chance..." Et bistert smil skilte hans læber inden han vendte sig om og steg op på hesten. De 3 andre var allerede til hest og satte i raskt trav da Yngvar nåede dem. 4 mænd og 5 heste red ud i natten der snart var ved ende, efterladende 5 vagter og et kongerige i oprør.
......
Første spil-gang lørdag d. 8/3 2014 (sidst opdateret d. 21/3 kl. 19:30)
GM | Helge |
Brann | Rune |
Gwennlann | Janus |
Lour | John |
Yngvar | Rasmus |
Den frostklare nat fyldtes med lyden af knirkende læder, årer der forsigtigt sænkedes i det iskolde vand og en enlig ulv i de fjerne skove. En lanterne i fronten af den lille robåd kastede sit skær på det natmørke vand. Med rolige bevægelser skubbede Lour til roret så den skrøbelige båd undgik de største isflager. En sagte banden mumlet fra skægget af Yngvar hver gang en mindre isflage strejfede båden, fremkaldte et skævt smil hos kæmpen Gwenn, der sad med årerne i sine store næver. Der var ikke brug for Gwenns styrke til at drive båden fremad, da strømmen i floden var dem gunstigt stemt. Kun en sjælden gang imellem sænkede Gwenn en åre, og da kun for at bremse bådens fart. Forrest i båden stod Brann med hånden på rælingen og blikket rettet mod noget han ikke kunne se.
Langsomt dukkede spredte lys op i det fjerne, Halla Morn, Kongens by og nattens mål. En hånd rørte blidt ved Branns skulder. "Husk nu hvad vi talte om. Sværdet er vores eneste mål i nat". Yngvars stemme var dyb og på samme tid trøstende og streng. Han vidste hvad Brann tænkte på, og det måtte ikke sætte planen på spil. Fraværende rystede Brann på hovedet. Sværdet var nattens mål, men intet skulle stoppe retfærdigheden hvis guderne gav ham sin broder, Conn.
Langsomt drev båden forbi den yderste bymur og små stenhuse med tørvetage dukkede frem i natten. Selv ikke frosten kunne fjerne lugten af brænderøg, affald og dyr, men den var ikke nær så slem som når sommervarmen lå over byen. En spændt stilhed fyldte natten.
Et drej på roret og et nik fra Lour gav Gwenn besked om at tage over. Et svagt "plomp!" brød stilheden da den første åre ramte vandet og alle 4 stivnede i forventningen om et alarmråb fra en årvågen vagt. Kun et svagt grynt fra den nærliggende grisesti svarede dem. En vrissen fra Yngvar gjorde Gwenn opmærksom på at båden var ved at drive væk fra kajen og han satte årerne i vandet og trak dem sikkert ind mod land.
Båden gyngede let da Brann satte af, men det stoppede hurtigt da rebet, der var bundet fast i båden, strammedes til. Brann lod sit blik glide hurtigt over kajen og noterede og affejede de få fiskerbåde der lå til. Det så ikke ud til at der var nogen der trodsede frosten og overnattede i deres båd, og hvis de gjorde, så havde de ikke hørt dem. "Klar!" hviskede han til de andre og satte afsted forbi grisestien uden at vente. 2 gange mere gyngede båden før Lour halede rebet ind, tog fat om årerne og forsigtigt styrede båden væk fra kajen. Et enlig lys i troldmandstårnet i midten af floden, mindede de 4 om at deres togt hang i en tynd tråd.
Et halvt minut efter at have forladt kajen stod Brann foran muren ind til kongsborgen. Langsomt lod han sin hånd glide hen over de kolossale sten. Hentet af kæmper, bygget af dværge, gik legenderne. Én ting var sikkert, mennesker havde ikke slæbt disse sten og bygget disse mure. En lyd af knitrende sne advarede Brann om at Gwenn og Yngvar havde indhentet ham. Han vendte sig med et stort smil og blev besvaret med en hovedrysten fra Yngvar "Vi har ikke råd til dine narrestreger i nat! Lad mig føre an, til vi skal ud igen. Som vi aftalte, unge Brann". Yngvar var tydeligt rasende og det mindede Brann om hans narrestreger med sin gamle lærermester. Et blik fra Gwenn fik ham dog på bedre tanker. Det er ikke kun mit eget liv der er på spil i aften.
Yngvar trådte op til muren, lukkede sine øjne og åndede dybt ud. En sky af damp forlod hans skæg og forsvandt lydløst op i nattehimlen. I en pludselig bevægelse strøg begge hans arme ud til siden og samledes hurtigt igen, fulgt af flere komplekse bevægelser med arme, hænder og fingre. Små dampskyer afslørede at troldmanden udtalte ord der ikke kunne høres. I en afsluttende bevægelse kastede Yngvar begge sine hænder mod jorden og småsten og blade raslede bort i en cirkel rundt om ham. Langsomt hævede Yngvars fødder sig fra jorden, til han stod på tæer og pludselig slap han jorden og svævede langsomt mod toppen af muren. Gwenn og Brann stod måbende og betragtede deres ven forsvinde op i natten før de begge kiggede på hinanden og smilende rystede på hovedet.
Et kort øjeblik senere sejlede et reb ud af natten som Brann greb før det ramte jorden. Et par kraftige ryk i rebet forsikrede ham at det var sikkert forankret og han satte hurtigt afsted op af muren. Brann havde klatret på murene i hele sin barndom og havde egentlig ikke brug for rebet, men Yngvar havde insisteret. Intet måtte overlades til tilfældighederne. Få sekunder og 4 meter senere toppede han brystværnet, hvor Yngvar ventede. Et hurtigt smil og et klap på Branns arm, afslørede Yngvars nervøsitet, før han vendte sig mod borgen lidt længere fremme. To spyd blev rakt op til Brann, der hurtigt greb dem. Rebet knagede klagende da Gwenn satte fra ved foden af muren, men trods den store krigers vægt, trak han sig hurtigt op af muren. Efter at have pakket rebet sammen satte de 3 afsted mod borgen, Yngvar først, derefter Brann og med Gwenn som bagtrop.
Med korte og præcise bevægelser sikrede Yngvar, med spyddet forrest, at svalegangen var fri i begge retninger. Gwenn rullede med skuldrene for at løsne sine muskler. Hans blå stammetatoveringer stod tydeligt frem i det blafrende skær fra en enlig fakkel. Med lette skridt nærmede de sig døren ind til portrummet.
Yngvar knælede, lagde øret mod døren og lagde en finger mod læberne. Efter få øjeblikke nikkede han let til sig selv, rejste sig og lagde hænderne fladt mod døren. Hans læber bevægede sig, han slap døren og sænkede langsomt hænderne. Et lettet suk undslap troldmanden før han skubbede forsigtigt til døren.
De 3 trådte ind i et tomt, mørkt rum hvor portvagten opholdt sig hvis vejret eller selskabet fordrede det. På deres venstre side gav en stige adgang til taget, hvor 2 vagter højst sandsynligt opholdt sig. Lemmen var lukket. På deres højre side førte en lukket lem ned til etagen under og Yngvar sad allerede ved denne og lyttede. Igen gik der kun få øjeblikke før han nikkede, åbnede lemmen og kravlede ned af stien. De to andre fulgte ham hurtigt ned i et oplyst rum. En grov latter mødte dem fra en halvåben dør og alle tre greb hårdt om dere spyd, før de opdagede at det ikke var dem latteren var tiltænkt. En drengestemme lød undskyldende, døren åbnede sig let og en ung dreng vaklede ud med et tomt drikkebæger i favnen. Drengen opdagede intet før Yngvar havde fat i ham med en finger på læben. Brann og Gwenn genkendte ikke drengen, men hans øjne lyste op af genkendelse ved at se de to, og han skulle lige til at sige noget før Yngvar ruskede ham "Stille, dreng, du har ikke set os." Hviskede han. Drengen nikkede ivrigt og Yngvar slap hans arm for at se ham vakle ned at trapperne mod køkkenet.
Rummet indeholdt 4 døre, 1 trappe og stien de lige var kravlet ned af. 1 dør ledte ind til ridderne, hvor man kunne høre latter og grove stemmer. 2 døre ledte til svalegangen og 1 dør ledte til statsrummet. Det var denne dør de tog. Mere ivrig og mindre forsigtig lyttede Yngvar nu kun kort tid til døren før han åbnede den. Rummet var tomt og dets eneste kendetegn var trappen op til de royale gemakker, som de tre straks løb ad. Før de nåede toppen af trappen blev de ramt af den tykke og støvede lugt af brændt bynke, der dækkede over den klamme dunst af afføring bag bynkens overvældene lugt. Rummet de trådte op i var tomt, kun oplyst af et brændende røgelseskar i det tilstødende værelse. I hjørnet af dette værelse, prinsens værelse, kunne de se en lille skikkelse indhyllet i skind, og ved siden af denne, den åbne dør ind til kongens soveværelse, hvor en mystisk mumlen kunne høres fra. Brann holdt venstre arm op for næse og mund i et forsøg på at mindske dunsten af lort og bynke. Gwenn tjekkede trappen og sikrede at de ikke blev forstyrret og Yngvar skred tværs gennem rummet mod kongens dør. Han nåede døren i samme øjeblik som Waihn Aldesfarne, Kongens ærkemager, vendte sig om fra hans plads ved Kongens seng. De to rivaler stirrede på hinanden i et splitsekund før Yngvar hamrede sit spyd i gulvet og udbrød et enkelt ord. Hans kappe blafrede og Waihne, der var midt i en bevægelse, kollapsede på gulvet som en marionet der får klippet sine strenge.
Et øjeblik var der helt stille før der hørtes en klynken fra skindbunken. Brann fór derhen, rev en håndfuld skind til side med venstre hånd, mens han pegede med sit spyd mod personen under. Et ynkeligt syn mødte hans blik. Et gennembanket kvindebarn forsøgte at skjule sin forslåede, nøgne krop med tynde knokkelarme. Et øjeblik stod Brann som lamslået. Han vidste at hans broder så de svage som ting at udnytte, men dette var værre end noget han havde set før. Han sank en klump og knugede hårdere om spydet. "Hvor er Conn?" knurrede han gennem hvide læber. Pigen løftede sit blik ved lyden af Branns stemme. "Nedenunder, herre. Han gik nedenunder" bævede hun og slog straks blikket ned af frygt for at hendes svar vagte ubehag. Brann kiggede over sin skulder mod Gwenn ved trappen. Heldigvis havde han ikke set pigen. Conn var Branns, og den ret skulle Gwenn ikke tage fra ham i et raserianfald. "Han er kold. Dødskold." Yngvar rystede på hovedet mens han fjernede sin hånd fra kongens pande. "Han ånder, men dette liv er ikke naturligt, der er andet på spil her." Troldmanden fiskede et sneglehus frem fra en skjult lomme og begyndte at mumle ord over kongens legeme. En knirken bag Brann fortalte ham om hans fejl. Gwenns skygge blokerede lyset, men genskæret i murens sten var nok til at pigens tilstand var tydelig for den store kriger. "Brann..." tænder skar mod hinanden "..hvem..?" Brann rejste sig hurtigt og vendte sig mod sin ven. "Hun tør ikke sige det, men vi finder måske svaret nedenunder." Brann lagde beroligende sin hånd på Gwenns skulder. "Lad os vente på Yngvar, han er færdig om lidt". Urolig for sin ven og hvad han nu kunne finde på, stred Brann ind i sin faders kammer efter Kongens sværd, målet for nattens mission. Hvor sværdet plejede at hænge var nu et tomt gevir. Sværdet var borte. "Ved Dorchas kugler!" udbrød Brann vredt og vendte sig mod døren igen. Han forsøgte at undgå at se på sin faders lig, men kort strejfede hans blik faderen og der løb en kuldegysning gennem hans krop og han måtte vaklende støtte sig til væggen. "Er det Waihn der står bag?" Brann stirrede på Yngvar, der fortsatte sin mumlen og fagter over Kongen. Brann løftede spyddet og gjorde klar til at støde det i ærkemagerens bevidstløse krop, "Jeg ved det ikke, Brann. Forstyr mig ikke mere". Yngvars stemme lød træt og bedende og Brann ombestemte sig og gik ud til Gwenn. "Hun er gennembanket, Brann." Gwenns stemme var næsten ikke til at høre, men Brann trådte ikke tættere på. Han genkendte vreden i Gwenns øjne og vidste at tiden var ved at rende ud. "Lad os vente lidt endnu..." Brann indså at han talte for døve ører. Gwenns blik var fraværende og hans kæbemuskler spændtes arrigt. "Jeg venter ikke!" Gwenns øjne lynede da han i et ryk satte afsted mod trappen. Brann så kort på Yngvar og satte så i løb efter Gwenn.
På vej ned af trappen løsnede Gwenn sit sværd fra skeden og sikrede at det nemt kunne trækkes når han fik brug for det. Højre hånd knugede hårdt om spydet og han ramte gulvet i løb mod døren til riddernes værelse, skarpt forfulgt af Brann. Den halvåbne dør kastede både lys og lyd ud på de to fremstormende krigere, og skjulte ikke deres trampen i guvlet. Gwenn sparkede døren op og afslørede 4 riddere kun iført polstrede kofter rejse sig fra et rundt bord i midten af rummet. Skamlerne de sad på blev kastet tilbage og terningebægeret på bordet væltede og strøede terninger ud over bordet. Et øjeblik stod tiden stille og det eneste der virkede til at bevæge sig var riddernes øjne der blev større og større af genkendelse og skræk. De 4 riddere havde været hos Kongen gennem flere år og en af dem var endda vokset med de to indtrængende. Gwenns højre arm bevægede sig bagud i en glidende bevægelse, før den skød fremad og slap spyddet. Om det var uheld eller fordi Gwenn havde genkendt sine tidligere kammerater, var ikke til at sige, men spyddet borede sig ind i dørkarmen. Et andet spyd fór forbi Gwenns hoved, tværs over bordet og gennemborede én af ridderne, der slap sit halvtrukne sværd og kollapsede på gulvet. En metallisk hvislen lød i rummet da 5 sværd blev trukket af deres skeder. Gwenn udbrød et vanvittigt krigshyl og stormede ind i rummet hvor de 3 riddere trak sig frygtsomt tilbage. De kendte alle til Gwenn og vidste at uden rustning og forstærkninger havde de ingen chance for at besejre de 2. Gwenn forcerede en væltet skammel og tvang to riddere til at trække sig væk for at redde deres liv. Brann trådte ind i døråbningen og blokerede udgangen. Hans ansigt forvred sig i et vanvittigt smil og kamplysten lyste ud af hans øje. Langsomt nærmede han sig ridderen tættest på døren. Imens gjorde Gwenn kort process af sin modstander. En hurtig finte mod ridderens fod, som ridderen kun med besvær parerede, blottede ham for et tværslag, der åbnede den polstrede kofte fra venstre skulder til højre hofte. Blodet stod ud i en fontæne og gennemblødte Gwenns sværdarm. Ridderen væltede tilbage for at redde sit liv, men han nåede knap et halv skridt før sværdet lynede igen, denne gang fra højre skulder til venstre hofte. Kroppen ramte jorden med en våd lyd og rummet fyldtes med en ram stank da ridderens tarme tømtes ud på det blodvåde gulv. Brann kastede et blik på Gwenn og rettede sig lidt op fra sin kampstilling. "Giv op, læg jeres våben. I kæmper på den forkerte side, men det er ikke for sent." Han så med forventning på de to riddere. Én af dem havde kantet sig tættere på døren og satte afsted i et desperat forsøg på at nå ud. En knurren forlod Branns læber. Han huggede efter ridderens side, men slaget parrerede ridderen nemt, og forsvandt ud af døren. Råben og våbenklirren kunne høres fra en lavere etage. Nu var vejen til Yngvar afskåret. Den sidste ridder så forhåbningsfuldt efter sin ven og efter at have delt et blik med Gwenn trådte Brann til side, så døren blev fri. Ingen grund til at dræbe nu. Ridderen forlod rummet og Gwenn løb hen til døren og smækkede den i. "Krigsrummet" sagde han og nikkede mod rummets anden udgang. Brann løb ind i krigsrummet og lod sit blik fare over det store bord, dækket af træfigurer og skind med tegninger. For enden af bordet stod Kongens trone og over armlænet hang Kongens sværd. 3 hurtige skridt bragte Brann hen til bordenden, hvor han hamrede sit sværd, spidsen først, i bordfladen. Det tegn ville Conn forstå. I et snuptag greb han den forgyldte sværdskede og vendte sig mod Gwenn. "Her!" udbrød han og strakte sin arm triumferende i luften. Gwenn nikkede sammenbidt, før han rystedes af et slag på døren, han holdt lukket med sin ryg. Krigsrummet havde en udgang til svalegangen og Brann hastede hen til døren og rev den op. En iskold vind og svag råben slog ham i møde. Brann kastede et blik på Gwenn, der forlod sin post ved døren og satte i løb mod Brann. Nu havde de kun en sidste flugtvej. Floden. For enden af svalegangen var et skydeskår der vendte ud mod floden, hvor Lour, efter aftalen, ventede med båden. Bran satte i løb, skarpt forfulgt af Gwenn. De nåede skydeskåret og Brann sprang smidigt op, knugede om sværdet i sin venstre hånd og sprang. Udad for ikke at ramme for tæt på bredden hvor isen var tykkest.
Gwenn stod tilbage og så to riddere bryde ud af døren bagved ham. Skydeskåret var placeret i hjørnet og fra svalegangens anden retning nærmede en enkelt ridder sig også. Med ryggen mod skydeskåret, for at dække sin tilbagetrækning, forsøgte Gwenn at få sin venstre fod op i indskæringen, uden at miste balancen. Ridderne så deres snit og angreb med hurtige stik. Halvt sammenpresset og halvt ude a balance, parrerede Gwenn dog stadig de første 3 stik, før et gled forbi hans sværd og snittede et ribben. Det var et svagt stød, men det burde stadig have trukket blod. Ridderen stod måbende og gloede på sit sværd og Gwenns uskadte hud, før et råb fra hans kammerat vækkede ham, og de fornyede deres angreb. I en sidste krafteksplosion hvirvlede Gwen sit sværd i en dødbringende bue, der tvang ridderne tilbage, og sprang derefter helt op på brystværnet. I et mægtigt afsæt satte han fra og fulgte Brann ud i nattemørket.
I Kongens værelse, bandede Yngvar sagte, da han forgæves måtte opgive, at tyde den sorte magi, der gennemsyrede den døde kongens legeme, og bevægede det så det lignede vejrtrækning. Yngvar hørte febrilsk råben fra etagen nednunder og kiggede rundt efter Brann og Gwenn. De var ikke at se, og han kunne nu med sikkerhed deducere at de højst sandsynligt var blevet afsløret. Yngvar kiggede med væmmelse på sin bevidstløse rival. Waihn, Kongens ærkemager, og bane, tydede det til. Et kort øjeblik overvejde troldmanden at gøre en ende på sin rival, men han opgav det med det samme. Det var ikke værdigt. I stedet greb Yngvar en håndfyld af ærkemagerens skæg, trak sin kniv og høstede en værdifuld pris. Nu skulle ærkemageren ikke længere kun bekymre sig om at besværge kongen og lokalisere Brann, men også om at beskytte sit eget liv fra Yngvar. Med Waihns skæg havde Yngvar en renere forbindelse til ærkemagerens kød og sjæl. Yngvar smilte for sig selv og pakkede skægtotten ned i en tom pung. Efter at have høstet sit trofæ, tømte Yngvar hurtigt indholdet i ærkemagerens lommer og punge ud i kongens buldrende pejs. Endnu en forhindring for Waihn, der nu skulle til at finde nye foci til sine mørke kunster. Tilfreds med sin dåd, gik Ynvar roligt hen til døren, lukkede den og boltede den indrefra. Trappen ville alligevel være umulig om et øjeblik, når blodtørstige vagter strømmede op. Der findes heldigvis altid en anden udvej for en mand med åbne øjne. Yngvar sukkede dybt, fandt endnu engang sneglehuset frem fra sin lomme, og begyndte langsomt at mumle ældgamle ord...5 minutter senere, da vagterne endelig fik brudt døren til kongens værelse ned, fandt de det tomt, kun med den halvt skægløse Waihn, omtumlet rejse sig fra gulvet.
Branns fødder lammedes da han ramte isen, og kun med nød og næppe formåede han at holde fast i sværdet, da isen brød og den mørke kulde omsluttede ham helt. I flere sekunder hvirvlede han rundt i det iskolde dyb, uden at vide op fra ned, før han pludselig brød overfladen. En stor indånding af den iskolde luft rev ham smertefuldt i halsen og lungerne, men den livgivende luft bragte mere glæde en smerte, og han tog endnu en mundfuld, før han kiggede sig rundt. Der, 3 meter borte, ventede båden med Lour. Kulden var ved at få sit tag i Branns muskler, og kun med en mægtig kraftanstrengelse fik han gang i ben og arme og svømmede mod båden. Da han nåede den, tog Lours kraftige næve fat om Branns underarm og hev ham om bord. Samtidig hørtes et stor plask tættere på muren, og Gwenn dukkede spruttende op fra vandet. Lour vendte sikkert båden og bragte dem tættere på Gwenn, der kort efter greb fat om rælingen og nær kæntrede båden. Lour trådte over i den modsatte siden af båden med Brann, og nu kunne Gwenn hive sig op i båden. Efterhånden kunne de se flere fakler tændes på borgen og flere råb lød ud mod vandet. Brann skilte sig rystende af med sit våde tøj, og tog mod tørt vintertøj og en tyk pelskappe fra Lour. Gwenn, der ikke havde haft en trævl på overkroppen, lod sig ikke mærke af kulden. Han tørrede roligt det iskolde vand af sin dampende hud, mens han stirrede ængsteligt mod lyset i Kongens værelse. Lour opfattede hurtigt situationen og brød stilheden "han finder en udvej, det gør han altid, den gamle ræv". "Det gør han nemlig" svarede Yngvars stemme, og båden gyngede blidt, som var der en person der var trådt ned i båden. Alle tre vendte sig mod stævnen af båden, hvor de anede omridset af Yngvar i stjerneskæret. "Når i er færdige med et glo på en gammel mand, så grib årerne og lad os forsvinde herfra" udbrød han vrissent og satte sig ned. "Ha!" Brann lænede sig over og klappede troldmanden på skulderen. "Det er første gang du har indrømmet at du er gammel!".
Med lanternen slukket, havde de kun stjerneskæret til at lede vej i natten. Både Gwenn og Brann tog hårdt fat i årerne, og med strømmens hjælp skød de en god fart gennem vandet. Lours hurtige reaktioner og rolige hånd styrede dem sikkert gennem natten, uden om væltede træer, skjulte sten og den evige is der strakte sig langs bredderne. Al tale forstummede og alle sad spændte og lyttede til de forsvindende lyde af råben og hundegøen fra Halla Morn. Byen var ved at vågne og der ville ikke gå lang tid før baunen blev tændt. Hvis de skulle have en chance for at forsvinde ud i vildnisset skulle de nå Rabhchain før Halla Morns baune blev tændt. Hvis først Rabhchain fik besked, ville de ikke have en chance og Gwenn og Brann fordoblede deres anstrengelser.
Efter en times tid lagde de til ved en snedækket bred. De greb alle deres udstyr, sække, skind og våben og sprang fra båden op på bredden. Ca. 100 meter borte i mørket kunne de skelne en afrundet jordvold, kronet af en lav træpalisade. Rabhchain, baunebyen, hvor deres heste ventede. Byvolden omsluttede byen i en cirkel, kun brudt ved de to porte, en mod øst og en mod vest. På den modsatte side af byen, ca. 600 meter borte lå baunehøjen som byen blokerede deres udsyn til, men alle spekulerede de på om de ville nå den før baunen blev tændt. Gwenn havde iført sig en mørk hørskjorte og forsvandt nu nærmest i mørket. Næsten lydløst begav de sig afsted over den snedækkede jord, med retning mod byen. Da de nåede jordvolden udbrød Gwenn en lav hvislen. Mod syd voksede et lys i kraft. Halla Morn alarmerede landet. De 4 så på hinanden, nikkede og satte i løb rundt om volden, Lour mod byens indgang mod øst, på flodens side, og Gwenn, Yngvar og Brann rundede byen for at nå baunen hurtigst muligt.
Lour nåede den åbne port. Der var ingen vagter her. Så tæt på Halla Morn var der ingen lovløse. Byen lå helt død og Lour hastede til stalden uden at dæmpe sine tunge skridt. Han nåede stalden og slog dørene op. Den varme lugt af heste, halm og møg slog ham i møde. De 4 heste stod sadlet og klar, som aftalt og Lour tog fat i de 4 reb og trak dem ud af stalden. Et råb fra byens anden port, brød nattens stilhed, som et tordenskrald fra en skyfri himmel. "Halla Morn, Halla Morn!". En vagt kastede sig op på sin hest og satte hælene i dens flanker, med retning mod baunen. Lour kunne skimte to skikkelser mere, tumle ud af et lille hus ved siden af porten, deres ven lige var faret ud af. De to skikkelser væltede ud af porten og kiggede mod syd. Lettere rystet, men besluttet, satte Lour i småløb mod porten og de to skikkelser.
De 3 rundede byen og nåede porten mod vest. De havde tydeligt udsyn mod baunen nu og de kunne svagt ane et ildbækken og noget der bevægede sig oppe på bakken. Gwenn satte i løb og efterlod Brann og Yngvar bag sig. Som en ulv skød han frem gennem natten, og jorden fløj forbi under hans fødder. Selv ikke en hest kunne følge det tempo, tværs over heden i mørke kun oplyst af stjernerne. Kun rovdyrets instinkter styrede Gwenn forbi sten, faldgruber og fordybninger der ville have brækket en mands ben, og han forsvandt i mørket, som en skygge i natten. Et brøl brød nattens stilhed. Yngvar og Brann vendte sig mod porten og hørte hestehove ramme jorden, kort før de så en mand på hest skyde afsted mod baunen. "Dorchas!" Udbrød Brann. Vagten skulle ad vejen, der slog en stor bue før den nåede baunhøjen, men det ville stadig blive tæt løb. Stemmer fik Brann til at kigge mod porten igen og Yngvar greb ham og trak ham ned mod jordvolden. Jorden var hård og kold og Brann landte akavet oven på sin venstre hånd. Det gav et sæt, da hans vægt ramte den kvæstede hånd og han bed tænderne sammen får at undgå at råbe op. "Baunen er sgu tændt, Hraidh!". Det var en ung stemme og den lød nærmest ivrig. "Årh, ved Hels porte, nu får vi ingen søvn i nat!". Den anden stemme var dybere. Et harsk og en spytklat fulgte. Brann flyttede vægten fra sin hånd og trak den ud under sig. Han holdt hånden op foran sig mens han mens hans langsomt, prøvende, bevægede de ømme, krumme fingre. Hånden var stadig brugbar, men den var ikke blevet bedre af slaget. "Til side, bønder!" Lours dybes stemme lød som et piskesmæld og febrilsk flyttede de to vagter sig, så han frit kunne lede de 4 heste ud af porten. Først da Lour var nået 10 meter væk fra byporten, dristede en af vagterne sig til at råbe ham an. "Hov, øh, vent stop." I det samme rejste Yngvar sig fra jordvolden og gik med hastige skridt mod de to vagter, der begge tog et skridt bagud i forskrækkelse, over endnu en skikkelse i mørket. Lour standsede op, vendte sig rundt og tids nok til at se Brann komme spænende mod sig. 3 lange skridt bragte Brann tæt på hestene og han kastede sig i sadlen og jog hælene i hestens sider, "Hjælp Yngvar!" råbte han før han forsvandt ud i natten, mod baunehøjen.
Yngvar var nu kun få skridt fra de to vagter, der begge havde trukket deres køller og stod i forsvarsposition med skrækfyldte øjne. "Tilbage!" råbte en af dem, mens han svingede afværgende med køllen. Yngvar stoppede op og pegede med en anklagende finger mod vagten. "Dhûhrahrum!" En vred tåge forlod Yngvars mund og hvirvlede mod vagterne. Den ene af vagterne kastede sin kølle bag sig og strakte begge arme frem med håndfladerne op og udad i overgivelse, og den anden vagt vendte det hvide ud af øjnene og kollapsede på jorden, mens en pispøl langsomt spredte sig under ham. "Læg dig, på maven!" Yngvars stemme var hård som sten og vagten adlød med det samme. Ud af en af sine poser, trak Yngvar en snor, som han hurtigt og fikst svinebandt vagten med. Da han var færdig vendte han sig og kiggede mod baunen, der endnu var gold og mørk.
Gwenn havde løbet de første 400 meter og var pisket gennem buske og krak, havde forceret flere tilfrosne vandhuller og var nu kommet til den stejle stigning op ad baunehøjen. Han stoppede kort op og skulle til at trække sit sværd fra skeden, men sværdet var frosset fast, grundet turen i floden og den efterfølgende flugt. Et kraftigt slag på siden af skæftet løsnede det nok til at Gwenn lydløst kunne trække det, og han satte afsted op af bakken, i lange kraftige skridt. Dampen stod i store skyer ud fra hans mund, og hans brede brystkasse pumpede det livgivende ilt ind i hans årer. 30 meter fra toppen hørte Gwenn et højt råb fra byen. Han drejede hovedet, skimtede det svage lyse fra Halla Morns baune i det fjerne, og en person strøg ud af Rabchains byport på vej mod baunen i vildt ridt. Længere oppe af bakken kunne han pludselig høre stemmer og i et vildt forsøg på at forhindre at bålet blev tændt, kastede han sig op ad bakken, ikke længere bekymret for at skjule sin tilstedeværelse. 2 vagter kom til syne som han rundede toppen af bakken, og en af dem var ved at vende sig
da Gwenn faldt over dem. Et øjeblik var Gwenn ved at spidde den nærmeste vagt, men noget fik ham til at ændre mening i sidste splitsekund og vagten faldt omkuld med en stor bule i panden. Hans ven kiggede undrende ned på sin ven før en stor næve greb ham i nakken og slyngede ham bagover ned af bakken. Gwenn kunne høre vagten tumle ned af skråningen flere sekunder efter han tabte ham af syne. Han bliver ikke et problem lige foreløbigt. Der lå kun få pletter med sne på bakketoppen, det meste ført bort af blæsten og andet trampet til smat og mudder tæt ved ildbækkenet. Bålet var omkring 2 meter højt og bygget til at fænge hurtigt. Der var fanget lidt sne inde mellem bjælker og grene, men det var tydeligt at se at der var gjort en indsats for at holde bålet rent og klar til at blive tændt. Gwenn tørrede sveden af panden med sin arm, før han gik over til ildbækkenet. Varmen var stærkere da han nærmede sig, og Gwenn stak sit sværd i skeden, før han tog fat i fadet med gløderne, der målte en halv meter i diamater, og slyngede det ned af den snedækkede skrænt. Gløderne spredes vidt og bredt og lå som små øjne og stirrede op i natten.
De tordnende hestehove advarede Gwenn om at han ikke længere var alene, og han trådte hen foran bålet og trak sit sværd af skeden, netop som rytteren kom til syne længere nede af stien der førte op til baunen. Måneskæret viste rytteren som en midaldrende, lettere fed mand, klædt i noget der lignede en uldkofte. Han så ikke ud til at være bevæbnet. Rytteren trak hårdt i hestens tøjler da han øjnede kæmpen tårne sig op foran bålet i mørket. Hans blik flakkede hurtigt over bakketoppen og Gwenn gættede at han nu havde noteret sig at han var alene. "Du tænder ikke bålet i nat" Gwenn tog et skridt mod rytteren og pegede med sværdet på rytteren. Hesten bakkede væk fra Gwenn, og rytteren så sit snit og hev hårdt i seletøjet for at få hesten til at dreje rundt så han kunne undslippe. Før han fik hesten drejet helt rundt lød der hestehove længere nede af stien og Brann dukkede op i fuld gallop. Rytteren var i vildrede og hesten vrinskede højt, blottede tænderne i frygt og slog med hovedet så han nær var røget af. Da Brann var godt 10 meter fra toppen sænkede han farten og sagde med klar og bydende stemme "Du har sikkert genkendt mig." Han ventede ikke på at rytteren skulle svare ham "Du ved også at vi ikke kan lade dig tænde baunen. Stig af nu og læg dit sværd, så sparer du dit liv og din familie for en stor sorg". Rytteren der nu havde styr på sin hest, sad et øjeblik og kiggede på Brann, før han trak sin stridskølle og smed den på jorden. Brann gennede sin hest lidt tættere på og så varsomt til mens rytteren steg af sin hest. "Der er to mere herovre" Gwenn pege bagud mod den anden side af bakken. "Jeg kommer ned med dem om lidt". Brann nikkede, red frem og greb tøjlerne på den rytterløse hest. "Hvad er dit navn, ven?" Brann kiggede på rytteren. "Øh, M..Marrec, min herre" svarede rytteren og bukkede dybt. "Vi gør dig ikke ondt, Marrec, men vi bliver nødt til at binde dig." Brann viste Marrec med hånden at han skulle gå foran hestene, ned mod Rabhchain.
Nede ved byporten havde en stilhed bredt sig i natten. Det var umuligt at byens beboere ikke havde hørt optrinnet, men det lod til, at de ikke havde mod eller nysgerrighed til at vove sig ud af deres hytter. Kort efter Brann og Marrec, ankom Gwenn med en bevidstløs mand over skulderen og en skrækslagen ung knøs vaklende foran sig. I mellemtiden havde Lour fundet noget reb i vagtskuret og de bandt vagterne forsvarligt. "Hvis vi hører jeg råbe efter hjælp, så vender vi om og gør arbejdet færdigt" Yngvar stirrede på de 5 bagbundne mænd og lænede sig let frem mod dem og spændte grebet om sit spyd. "Så må i jo se hvornår i tør tage chance..." Et bistert smil skilte hans læber inden han vendte sig om og steg op på hesten. De 3 andre var allerede til hest og satte i raskt trav da Yngvar nåede dem. 4 mænd og 5 heste red ud i natten der snart var ved ende, efterladende 5 vagter og et kongerige i oprør.
......
Sidst rettet af Rune Søn 20 Apr 2014 - 12:21, rettet 1 gang