Baggrundshistorie
Langt nordpå, endnu fjernere fra den gamle verden end Norsca og Kislev, ligger de kaosrørte ødemarker hvor marauderne kæmper deres evige kampe. Disse barbarer lever for deres blodsudgydelser, og stopper kun kortvarigt for at tage værdier og trofæer fra deres ofres endnu varme kroppe, i et evindeligt forsøg på at vise sig værdige i kaosgudernes øjne og gøre sig fortjent til at blive ophøjet til kaoskrigere. Men tusinder må falde før at een opnår denne gunst, og det synes utænkeligt at ingen af dem, trods deres uudslukkelige blodtørst, til tider har overvejet om ikke der er en lettere vej?
En sådan marauder er Victor. Han havde klaret sig i sin stamme hvor han havde sikret sig en nogenlunde plads i hakkeordenen ved at udmærke sig som den første til at spotte sine frænders og fjenders svagheder. Således havde han skaffet sig af med rivaler, og undervejs oparbejdet sig et vis omdømme, ved at slå til når hans chancer var størst. Og en dag fik kan endog chancen for at skaffe sig den ærefulde titel som stammens høvding..
Der var imidlertidig snart kommet uro i geledderne. Nogle havde fået den ide at den nye høvding ikke for alvor havde bevist sit værd. At det på en eller anden måde ikke skulle være nok at have besejret den influenzasyge tidligere høvding, ved at snitte hans strube en sen nattetime. Ond tale som Victor desværre ikke kunne komme til livs på sædvandlig vis, da de spydige tunger sad på frænder med alt for vågne øjne og særdeles brede overarme. Så meget værre disse hovedbrud, så meget større var fristelsen da et mærkeligt syn viste sig en dag efter en særligt vellykket kamp.
Stammen var endnu igang med at gøre sommerhatte af de faldne fjenders skalpe, da et mærkværdigt lille væsen kravlede frem mellem bunkerne af slagne. Et undseeligt væsen af grøn, diminuitiv statur og med et græskarformet, læderagtigt hoved stod foran dem. Barbarerne havde aldrig før set en snotling og da slet ikke en blood bowl, så de havde ingen chance for at begribe den skabning som Nuffle havde sat foran dem. Væsnet var dog så tilstrækkeligt absurd at de tøvede med at fare frem for at rive det fra hinanden, og i stedet stod tavse som sten mens det præsenterede sit forunderlige tilbud.
Snotlingen lod dem vide at den var en avatar af den mægtige og herlige gud Nuffle, og at denne gud lod dem vide at der skulle overgå dem et sandt mirakel. Den fortalte om et fantastisk spil, rigt på blod og ære, som spilledes i landene langt mod syd. Et spil som ærede og glædede Nuffle og som denne var parat til at begunstige stammen stort talent for, så de kunne vinde hæder og guld i hans navn. Skulle de vælge at deltage, lovede snotlingen, ville de aldrig smage nederlagets sure frugt.
Det er ikke til at sige hvorfor barbarerne lod sig besnære af denne tale, men det var trods alt ikke hver dag at en gud nedværdigede sig til at tale til dem, og de har måske antaget at Nuffle var en manifestation af en af deres skattede kaosguder. Hvis de overhovedet har kendt navnene på disse. Let er det, om ikke andet, at forstå den desperate iver og naive lettelse som høvding Victor følte ved disse ord og som ledte ham til at beslutte på stedet at stammen måtte drage mod syd – mod hæder og ære!
Det skulle dog vise sig at Nuffle havde andre planer for sit nyerhvervede legetøj...
Langt nordpå, endnu fjernere fra den gamle verden end Norsca og Kislev, ligger de kaosrørte ødemarker hvor marauderne kæmper deres evige kampe. Disse barbarer lever for deres blodsudgydelser, og stopper kun kortvarigt for at tage værdier og trofæer fra deres ofres endnu varme kroppe, i et evindeligt forsøg på at vise sig værdige i kaosgudernes øjne og gøre sig fortjent til at blive ophøjet til kaoskrigere. Men tusinder må falde før at een opnår denne gunst, og det synes utænkeligt at ingen af dem, trods deres uudslukkelige blodtørst, til tider har overvejet om ikke der er en lettere vej?
En sådan marauder er Victor. Han havde klaret sig i sin stamme hvor han havde sikret sig en nogenlunde plads i hakkeordenen ved at udmærke sig som den første til at spotte sine frænders og fjenders svagheder. Således havde han skaffet sig af med rivaler, og undervejs oparbejdet sig et vis omdømme, ved at slå til når hans chancer var størst. Og en dag fik kan endog chancen for at skaffe sig den ærefulde titel som stammens høvding..
Der var imidlertidig snart kommet uro i geledderne. Nogle havde fået den ide at den nye høvding ikke for alvor havde bevist sit værd. At det på en eller anden måde ikke skulle være nok at have besejret den influenzasyge tidligere høvding, ved at snitte hans strube en sen nattetime. Ond tale som Victor desværre ikke kunne komme til livs på sædvandlig vis, da de spydige tunger sad på frænder med alt for vågne øjne og særdeles brede overarme. Så meget værre disse hovedbrud, så meget større var fristelsen da et mærkeligt syn viste sig en dag efter en særligt vellykket kamp.
Stammen var endnu igang med at gøre sommerhatte af de faldne fjenders skalpe, da et mærkværdigt lille væsen kravlede frem mellem bunkerne af slagne. Et undseeligt væsen af grøn, diminuitiv statur og med et græskarformet, læderagtigt hoved stod foran dem. Barbarerne havde aldrig før set en snotling og da slet ikke en blood bowl, så de havde ingen chance for at begribe den skabning som Nuffle havde sat foran dem. Væsnet var dog så tilstrækkeligt absurd at de tøvede med at fare frem for at rive det fra hinanden, og i stedet stod tavse som sten mens det præsenterede sit forunderlige tilbud.
Snotlingen lod dem vide at den var en avatar af den mægtige og herlige gud Nuffle, og at denne gud lod dem vide at der skulle overgå dem et sandt mirakel. Den fortalte om et fantastisk spil, rigt på blod og ære, som spilledes i landene langt mod syd. Et spil som ærede og glædede Nuffle og som denne var parat til at begunstige stammen stort talent for, så de kunne vinde hæder og guld i hans navn. Skulle de vælge at deltage, lovede snotlingen, ville de aldrig smage nederlagets sure frugt.
Det er ikke til at sige hvorfor barbarerne lod sig besnære af denne tale, men det var trods alt ikke hver dag at en gud nedværdigede sig til at tale til dem, og de har måske antaget at Nuffle var en manifestation af en af deres skattede kaosguder. Hvis de overhovedet har kendt navnene på disse. Let er det, om ikke andet, at forstå den desperate iver og naive lettelse som høvding Victor følte ved disse ord og som ledte ham til at beslutte på stedet at stammen måtte drage mod syd – mod hæder og ære!
Det skulle dog vise sig at Nuffle havde andre planer for sit nyerhvervede legetøj...