Brann Col Morn kom til verden med vægten af kongedømmet på sine små skuldre. Lige fra han lærte at gå blev han rettet til og sporet ind, som man lærer en fyrrig hest at lystre, med pisk og gentagelser. Havde han ikke haft sine lærermestre og sin barndomsven, Gwenlann Scurr, ville historien om Brann være sluttet langt før han han fik dun på overlæben.
Fra han var en ung purk havde Brann altid svært ved at sidde stille. En urolig energi drev ham til at opsøge steder han ikke burde komme og gøre ting han ikke burde gøre. Flere gange endte han i situationer hvor han ikke kunne bunde, men hver gang blev han reddet af sit vindende væsen, mod i modgang og til sidst, når alt andet svigtede, Gwenlann.
På trods af sit rastløse væsen var Brann dog hurtig til at udmærke sig. Hans kvikke sind slugte legenderne om heltene og landets fødsel. Specielt de store slag fangede hans interesse, og han brugte mange af sine unge dage i vild begejstring ved at udspille disse begivenheder, med små sten som repræsentanter for sine forfædres hirdmænd. For hans barnlige og utæmmede fantasi, var disse stenkæmper ofte mere levende end hverdagens tunge pligter. Men sindets verden kunne aldrig holde Brann i længere tid. Altid kaldte blodets sang. Og altid lystrede Brann.
Sværd og spyd, løb og hop, kødets dans var hans sande kald, og i denne arena følte Brann sig virkelig hjemme. Med naturlig lethed bekæmpede Brann modstandere og udfordringer langt ældre og større end han, og hvad han manglede i styrke, kompenserede han med i vildskab og uforudsigelighed. Disse bedrifter vakte kongens glæde.
Branns yngre broder, Conn, levede i skyggen af sin ældre broder og som alting der lever i skygge og sjældent smager solens lys, fordærvedes hans sjæl af længsel og afsavn.
Som årene gik udviklede Brann sig til en stolt og stærk ung mand. Modet flød naturligt i hans årer og få ting gik ham imod, når han havde udstukket en retning. At være vant til at få alt hvad man peger på kan dog have sine uheldigheder og dette var ikke anderledes med Brann. Hans ry var at ingen kvinde i byen var ham ukendt og hans ry var ikke helt usandt. Et offer for sine lyster var Brann, og dette gav ham flere sammenstød med krænkede fædre og husbonder. Aldrig, tog Brann tilskyndelse til disse møder, eller til at de udviklede sig voldeligt. Altid var han rimelig og tilbød kompensation for den forsmædelse han havde vakt, men ofte gik det ikke fredeligt for sig og vækker man først Branns vrede slipper man sjældent med livet, eller æren i behold. Dette blev Branns rygte.
Branns våbenmester døde under træning med Brann. I en heftig træningssession gav han Brann et dybt sår i skulderen. Brann mistede besindelsen og vågnede først op igen da han stod bøjet over sin lærermesters sønderlæmmede lig. Brann var ulykkelig i flere dage efter og han bærer stadig på sorgen og ved at han skal passe på ikke at miste besindelsen i kamp. Det er dog ikke altid det lykkes.
...fortsættelse følger når jeg får mere tid.
Udseende
1.75 cm.
Atletisk bygget.
Skulderlangt, filtret kastanjebrunt hår.
Solbrun hud.
Vulkanblå øjne (kun et øje).
Mangler det højre øje.
Heltekæbe.
Venstre hånd bærer præg af have lidt et voldsomt brud og ikke have helet ordentligt.
Fra han var en ung purk havde Brann altid svært ved at sidde stille. En urolig energi drev ham til at opsøge steder han ikke burde komme og gøre ting han ikke burde gøre. Flere gange endte han i situationer hvor han ikke kunne bunde, men hver gang blev han reddet af sit vindende væsen, mod i modgang og til sidst, når alt andet svigtede, Gwenlann.
På trods af sit rastløse væsen var Brann dog hurtig til at udmærke sig. Hans kvikke sind slugte legenderne om heltene og landets fødsel. Specielt de store slag fangede hans interesse, og han brugte mange af sine unge dage i vild begejstring ved at udspille disse begivenheder, med små sten som repræsentanter for sine forfædres hirdmænd. For hans barnlige og utæmmede fantasi, var disse stenkæmper ofte mere levende end hverdagens tunge pligter. Men sindets verden kunne aldrig holde Brann i længere tid. Altid kaldte blodets sang. Og altid lystrede Brann.
Sværd og spyd, løb og hop, kødets dans var hans sande kald, og i denne arena følte Brann sig virkelig hjemme. Med naturlig lethed bekæmpede Brann modstandere og udfordringer langt ældre og større end han, og hvad han manglede i styrke, kompenserede han med i vildskab og uforudsigelighed. Disse bedrifter vakte kongens glæde.
Branns yngre broder, Conn, levede i skyggen af sin ældre broder og som alting der lever i skygge og sjældent smager solens lys, fordærvedes hans sjæl af længsel og afsavn.
Som årene gik udviklede Brann sig til en stolt og stærk ung mand. Modet flød naturligt i hans årer og få ting gik ham imod, når han havde udstukket en retning. At være vant til at få alt hvad man peger på kan dog have sine uheldigheder og dette var ikke anderledes med Brann. Hans ry var at ingen kvinde i byen var ham ukendt og hans ry var ikke helt usandt. Et offer for sine lyster var Brann, og dette gav ham flere sammenstød med krænkede fædre og husbonder. Aldrig, tog Brann tilskyndelse til disse møder, eller til at de udviklede sig voldeligt. Altid var han rimelig og tilbød kompensation for den forsmædelse han havde vakt, men ofte gik det ikke fredeligt for sig og vækker man først Branns vrede slipper man sjældent med livet, eller æren i behold. Dette blev Branns rygte.
Branns våbenmester døde under træning med Brann. I en heftig træningssession gav han Brann et dybt sår i skulderen. Brann mistede besindelsen og vågnede først op igen da han stod bøjet over sin lærermesters sønderlæmmede lig. Brann var ulykkelig i flere dage efter og han bærer stadig på sorgen og ved at han skal passe på ikke at miste besindelsen i kamp. Det er dog ikke altid det lykkes.
...fortsættelse følger når jeg får mere tid.
Udseende
1.75 cm.
Atletisk bygget.
Skulderlangt, filtret kastanjebrunt hår.
Solbrun hud.
Vulkanblå øjne (kun et øje).
Mangler det højre øje.
Heltekæbe.
Venstre hånd bærer præg af have lidt et voldsomt brud og ikke have helet ordentligt.
Sidst rettet af Rune Søn 2 Mar 2014 - 2:17, rettet i alt 13 gange
